Halvstudert røver

uttrykk
(Omdirigert fra Seminarist)

Halvstudert røver er et norsk og dansk uttrykk som opprinnelig kommer fra Ludvig Holbergs skuespill Peder Paars fra 1719.[1][2] Det er også brukt av Henrik Ibsen i De unges Forbund fra 1869 og er i Norge like kjent derfra.[2] «En halvstudert røver» er en person som er virksom i et fag, men som har dårlig faglig bakgrunn, en dilettant.[1][3][4]

«En halvstudert røver» var lavt ansett og likestilt med en seminarist og narr.[5][6] «Seminarist» var en gammel betegnelse på en jordbruksskoleelev («seminar» betyr opprinnelig «planteskole»), og på 1880-tallet presenterte en akademiker - visstnok en distriktslege i Finnmark - ordet som «semi-narr», som om lærerelever skulle være dårligere enn andre studenter.[7] Ordet ble da brukt om lærerskoleelever og folkeskolelærere i nedsettende betydning, synonymt med «halvstudert røver».[8] I 1902 ble det vedtatt en ny lov om lærerutdannelse hvor navnet «seminar» ble endret til «lærerskole» i håp om å få vekk betegnelsen «seminarist».[9][10]

Holbergs halvstuderte røver fra 1719Rediger

Ludvig Holberg hadde kjent en «halvstudert røver» av en huslærer i sin tid på Fron prestegård, og han hadde nørt kraftig opp under Holbergs livslange og trofaste hat til latinsk drill.[11] Uttrykket «halvstudert røver» stammer fra Ludvig Holbergs Peder Paars første bok tredje sang.[12][13] Peder Paars og hans mannskap kom i kamp med noen røvere. Etter at kapteinen var drept av røverne, inngikk Peder Paars fred med dem. Kokken hadde også desertert og ble stilt for krigsrett.[12][13] Fordi de hadde inngått fred, ble tre røvere inkludert i krigsretten[12][13] som dømte kokken til døden.[12][13] Kokken ble derfor ført til retterstedet, og siden ingen av Peder Paars' folk sa seg villig, tilbød en av røverne seg som prest for den dødsdømte.[12][13] Denne røveren karakteriseres som «en halv-studeret og en halv-lærd Røver».[12][13]Profossen var uvant med sin oppgave som bøddel og hugget ham med sverdet fremdeles sittende i skjeden.[12][13] Kokken overlevde, men var ikke selv klar over det, og truet med å spøke for rettspresidenten.[12][13] Etter en del diskusjon om en krigsrett som kan ta liv, også kan gjenopplive, kom Peder Paars frem til at syllogismen er falsk, og at man ikke kan kurere galskap med krigsrett, men det kan en omgang med en stokk.[12][13]

Strax Freden sluttet var, man lod Niels Hansen stævne,
som over sligt af Frygt fast færdig var at revne.
man for at dømme ham formerede en Ret
paa Marken, som man stod. Det er mig ikke let,
min Pen er altfor sløv, her kraftig at beskrive
(medmindre Musæ mig vil mere gundstig blive)
et Syn saa angenem; se Dommere at staa
på slette aaben Mark, med bare Skjorter paa
Oprigtigheden selv man pleijer forestille
i saadan yndig Dragt. Gid hver en Dommer vilde
kun følge vores Helt, i hannem spejle sig,
i simpel ærlighed kun være hannem lig !
...
...

Man derpaa Synderen til Rettersteden førte.
Hans ganske Invold da af Angst sig i ham rørte.
Han tvang sig dog med Magt at sige disse Ord:
O! er der ingen Præst paa denne Verdens Jord,
der mig her trøste kan, der for min sjæl kan bede?
Strax Peder Paars befol, man skulde en udlede,
som bok-lærd var, og som ham trøste kunde bedst;
men ingen af hans Folk her vilde være Præst.
Omsider gav sig an en halv-studeret;
han sagde; Synder! hør, du dig ej mer bedrøver!
Jeg for vor Præst Hr. Niels har præket meget tit;
det falder mig hel let, jeg agter det kun lidt.
Jeg ved ej bedre Text, som jeg her kan forklare
for dig i denne Sttand, i denne store Fare,
end den, jeg prækede for ham forgangen Høst;
enhver, i Kirken var, sig deraf fant stor Trøst.
Jeg Textens Ord har glemt. Dog det vil intet sige;
det kan jeg sværge, at den haver ej sin Lige.
Vor avindsyge Degn har stedse fra den Tid
set surt paa mig. Men om han mild er eller blid,
det skøtter jeg ej stort; jeg kan mit PUnd ej grave
i Jorden for hans Skyld, jeg maa det saadan lave,
at jeg blir kendt af Folk. Jeg altid er saa god
som Degnen; det jeg tør ham sige, om han stod
selv med i denne Kreds. Mon han vel turde sige,
jeg bør, for han er Degn, et Fodsbred for ham vige?
Hvad bilder han sig ind, den Drukkenbolt, det Fæ?
En ærlig Mand som jeg - - Ach væ mit ene Knæ!

Den indgang er for lang! begyndte Niels at skraale;
at sitte længer saa han kunde ikke taale.
Da Peder Paars befol, han skulde gøre kort;
thi Dagen stakket var, man matte rejse bort.

Strax røveren brød af, og sagde: Nu vi ville
til slutning med et Ord dig kun for Øjne stille
dit Lives Korthed, og da du skal engang dø.
Det bedre for Dig er paa Landet end paa Sø
at hvile dine Ben; her kan du Gravsted have
for dig og dine Børn, Peer Paars kan det saa lave.
Du est bedrøvet, at du maa ej leve mer;
men, naar du tænker kun lidt efter, at det sker
dig selv til Nytte, da du maa dig heller fryde;
nu blir du anden Kok, nu udi anden Gryde
du koge skal; du har at vente saadan Løn.

Vær kun frimodig, og gør en andægtig Bøn !
Da Kokken sagde; Ach ! hvi lod jeg mig forføre
til denne store Synd ! Skam faa du, Skipper Børre !

Profossen, paa de Ord, da han slig Andagt saa,
han tænkte: Nu er Tid, hans Hoved fra ham slaa.
Men, som han ikke vant var Fanger at aflive,
saa lod han Sværdet smukt i Skeden staa og blive,
og hug saa adermed til. Niels faldt paa Jorden ned
som død, men ganske hel. Profossen blev beleed
af Øens Folk, som sligt et Værk paa Fingre vidste,
enhver af Latter fast var færdig til at briste.
Da raabte Peder Paars: Han utsaat har sin Ret,
han skal løsgive. Men det var dem ikke let,
med Ord og Trusler at faa Kokken af de Tanker,
han var jo død. I Mænd! mig intet mere anker,
han sagde, end at I vil gøre mig Fortred
i andet Liv. I er ej mer min Øvrighed.
Jeg Eders haarde Dom at hævne nu skal søge,
i Presidentens Hus skal alle Nætter spøge.
Om jeg en ærlig Mand, et ærlig Spøgels er,
af Dommerne jeg smukt betale skal enhver.

Man brugte da al Flid, man sparte ingen Møje,
at bringe ham derfra. Han agted slikt kun føje.
Jeg ved jo, sagde han, at mig en Krigs-ret har
fordømt; skønt jeg er død, er jeg dog ingen Nar.
Jeg har det ikke glemt; det var ej udi Laaret
jeg Hugget fik, men her, jeg føler endnu Saaret.
Jeg kommer alt ihu, som det var sket i Nat:
Peer Paars var Præsident, Peer Skriver saa jeg sat
Protocollen, man ham Auditeur da kaldte,
tre Røvere, jeg ved, da Dommers Amt forvalte;
en halv-lærd Røver mig en slig Lig-Præken holdt,
som staar nok i min Hals, som gjorde Blodet koldt.
I bilder mig ej ind, at jeg nok er i Live;
en Krigs-Ret har mig dømt; en Krigs-Ret kan mig give
alene Liv igen. Hvis samme Ret ej vil
sligt gøre, vil jeg tro, jeg aldrig mer er til.

Peer Ruus, som Kokkens Ord da agtede hel nøje,
han sagde: Præsident! skal vi ham deri føje?
Skal vi ham Liv igen tildømme ved en Ret?
Mig synes, at man kan ham deri føje let.

Den kloge Peder Paars, som alting overlagde,
med stor betænksomhed til Skriveren da sagde:
Den Sag er underlig! Jeg ej begribe kan,
hvor Retten Liv igen kan dømme i en Mand.

Vist! sagde Peder Ruus, den Ret, som kan aflive,
kan ene, om den vil, ens Sjæl tilbage give.
Exempli gratia, den samme gode Ven,
som tog min Vest, han kan jo give den igen.

Sandt nok! han svarede, men blev saa hovedsvimlet
af saadant Argument, at han nær havde trimlet.
Dog sagde han; Jeg maa betænke mig end lidt;
paa saadan vigtig Sag man pønser ej for tit.
Exempli gratia: den, mig en Vest fratager,
kan give den igen, om det ham saa behager;
det finder jeg er sandt, ja ganske rent og plat.
den Syllogismus kan og gjøres om min Hat.
Det synes være ret, er ikkun dog en Fynte,
med Syllogismer, tror jeg, Fanden først begyndte.
Jeg var i Kæbenhavn forgangen paa en Sal,
som kaldes Studi-Gaard; jeg var nær bleven gal
af meget sælsom Snak og Tale, jeg der hørte.
Det syntes være godt. Den Ven som mig der førte,
hvis Navn Magister var, 1 paa Dansk mig sagde lidt,
hvoraf jeg kunde se, man gjorde sort til hvidt.
Slig Snak mig syntes da han kaldte Syncretismus;
men jeg har siden lært, det hedder Syllogismus.
Vil og min Secreter med sligt mig gøre blind?
Exempli gratia vist Fanden gav ham ind,
Exempli gratia er Snak og falsk til Prikke,
skønt hvori det bestaar, jeg strax begriber ikke.
Man ej curere maa med Krigs-Ret, men med Stok,
en Mand der Galskab slig lar se som denne Kok.

Saa vidste da min Helt sig heri at besinde;
fast ingen Ting, hvor mørk, var mægtig at forblinde
den højoplyste Paars. Man en Professor kan
med Syllogismer slaa, langt mer en anden Mand,
der ej studere har. Saa undgik han den strikke;
i alle slige Ting han vidste sig at skikke.
Hvis sligt ej hindret var af hannem denne Gang,
det ej en liden Plet i min heroisk Sang
mig havde gjort. Det er mig ingen ringe Glæde,
at denne Sag saa gik; thi jeg kan ikke kvæde
en ting paa anden Vis, end den tildraget er:
jeg er i slige Ting og andet noget sær.

Fra Ludvig Holbergs Peder Paars første bok tredje sang.[12][13]

Ibsens halvstuderte røvere i 1869Rediger

Ibsen skriver i De unges forbund i fjerde akt at Stensgård sier om halvstuderte røvere og seminarister:[14]

 Jeg kan ikke. Jeg må frelse mig ud af al den styghed, jeg her står i. Jeg kan ikke leve længere i dette røre. Her må jeg gå og lade mig tage under armen af Ole Persen og Per Olsen, må hviske i krogene med dem, drikke dramme med dem, slå en latter op over deres Bajerølvittigheder, være dus med seminarister og slige halvstuderte røvere. Hvorledes kan jeg bevare mig frisk i min kærlighed til folket midt i alt dette? Det er som det lynende ord vigster mig. Jeg har ikke albuerum; ikke ren luft at ånde. O, det kommer stundom over mig som en længsel efter fine kvinder. Jeg vil noget, som der er skønhed i! Jeg ligger her som i en grumset bugt, og derude skyller den klare blå strøm forbi mig; - å, hvad forstår du dig paa sligt! 

Henrik Ibsen De unges forbund 1880[14]

I en mer moderne språkdrakt er dette omskrevet til:[15]

 Jeg kan ikke. Jeg må frelse meg ut av all den stygghet jeg her står i. Jeg kan ikke leve lenger i dette røre. Her må jeg gå og la meg ta under armen av Ole Peersen og Peer Olsen, må hviske i krokene med dem, drikke drammer med dem, slå en latter opp over deres baierølvitser, være dus med seminarister og slike halvstuderte røvere. Hvorledes kan jeg bevare meg frisk i min kjærlighet til folket midt i alt dette? Det er som det lynende ord svikter meg. Jeg har ikke alburom, ikke ren luft å ånde. O, det kommer stundom over meg som en lengsel efter fine kvinner. Jeg vil noe som der er skjønnhet i! Jeg ligger her som i en grumset bukt, og der ute skyller den klare blå strøm forbi meg; -å hva forstår du deg på slikt! 

Henrik Ibsen "De unges forbund" 2000[15]

Halvstuderte røvere ved Det Kongelige Fredriks UniversitetRediger

Å være en halvstudert røver var nedsettende og i studenterlivet i Kristiania ble de kalt Præler. Præliminaristerne («prælerne») var de studenter som ikke behøvde kunnskaper i latin og de ble møtt med den samme forakt som senere tiders akademiske borgere hadde overfor «seminarister og halvstuderte røvere».[16]

 Standsfølelsen av tidlig meget utpræget blandt studenterne, og ytret sig overfor officererne men dog især overfor præliminaristerne, som blev set ned paa med samme foragt som den en senere tids akademiske borgere næret overfor «seminarister og halvstuderte røvere». Præliminaristerne var «ikke-studenter», som hadde adgang til «at benytte akademiske Forelæsninger i Modersmaalet over almennyttige Kundskaber i det borgerlige Liv» og som efter absolveret præliminæreksamen kunde faa embeder som jurister, læger, farmaceuter eller prester, hvor der var mangel på akademiske kandidater. Hovedforskjellen mellom studenter og præliminarister var den, at de sidste ikke behøvet kundskap i latin, da alle deres examensopgaver blev git og kunde besvares paa modersmaalet. 

Fredrik B. Wallem i Norske studentersamfund gjennem hundrede aar 1916[16]

Å bli forvekslet med en «præl» var for en student en fornærmelse. De protesterte derfor gjentatte ganger i Samfundsbladet mot å få skylden for «Prælernes» utskeielser.[16]

Dostojevskijs halvstuderte røverRediger

I den første oversettelsen av Dostojevskijs roman Forbrytelse og straff blir en av personene lite respektfullt omtalt som halvstudert røver.[17][18]

 

Denne Andrej Smjonowitsch var et saft- og kraftløst individ, kirtelsyg og liden af vækst, en underordnet departementsmand, latterlig lyshaaret og med et tyndt, lidet skjæg, der var hans stolthed. Han havde næsten bestandig sure øine; hans hjerte var blødt, men hans tale meget selvbevidst, næsten udfordrende undertiden, - og i betraktning af hans figur naturligvis bestandig komisk. Hos Amalie Iwanowna blev han regnet mellem de bedre lejeboere; han var nemlig ingen drukkenbolt og betalte punktlig; - men summa summaru, saa var og blev Andrej Semjonowitsch dog en temmelig enfoldig person. Han havde med sand lidenskab sluttet sig til fremskridtet og «vor yngre generation» og hørte til den talløse legion av skjøre hoder, aandelige krøblinger og halvstuderte røvere, der straks og ubetinget haker sig fast i hvilkensomhelst ny opdukkende idé, der er kommet i mode, for at forhutle den og skabe alt, hvad der kommer i berøring med dem, om til dets karikatur, - de kan forresten ha den redeligste vilje af verden til at gjøre det gode.  

F. M. Dostojewskij: Raskolnikov. Roman, oversatt fra tysk av Holger Sinding etter Wilhelm Henckels oversettelse.[17][18]

Senere oversettelser bruker tilsvarende like nedsettende karakteristikker. I oversettelsen til Jan Brodal er dette oversatt med « Han var en av denne mangehodede og brogede skare av vrøvlekopper, aborterte misfostre og halvdannede viktigpaver som tror de vet alt, denne legion som straks og på et blunk tilslutter seg enhver idé som er på moten, for så umiddelbart å vulgarisere den og på denne måten like så hurtig lage en karikatur av alt det som de i noen tilfeller mener seg å tjene på den mest oppriktige måte. »[19]

I Ivar Digernes oversettelse heter det: «Tross alle disse egenskapene var Andrei Semjonovitsj alt i alt et innskrenket menneske. Han var en lidenskapleig tilhenger av fremskrittet og «vår unge generasjon» og hørte til den talløse, brokete hærskare av tomme hoder, mislykte eksistenser og halvstuderte, stormannsgale individer som straks stimler sammen om enhver moteidé som slår an, straks forflater den og gjør den til en karikatur selv om de undertiden tjener den med oppriktig hengivenhet. »[20]

C. Fosse bruker i sin oversettelse ordene: «Tross alle disse egenskaper var Andrej Semenovitsj i virkeligheten innskrenket. Han hadde av lidenskap sluttet sig til fremskrittet og «vår unge generasjon». Han var en av denne talløse, brokete legion av flaue personer, svake misfoster og halvstuderte, innbilske mennesker, som øieblikkelig ubetinget slutter sig til den idé der er på moten for straks å gjøre den flau og forvandle den til karikatur, og dog har de undertiden tjent den i oriktig hensikt.»[21]

Andre halvstuderte røvereRediger

I 1919 skrev Gerhard Gran om de halvstuderte røverne:[22] «Den smule radikalisme som fandtes herhjemme, var i sin ydre optræden litet tiltalende for civiliserte mennesker, - høirøstet og langhaaret, altfor folkelig, ikke uklanderlig sirlig, og hvad der var det værste, - ofte svakt funderte, saa at samfundsstøtterne ikke uten grund kunde avvise dens mænd som halvstuderte røvere.»[22] Francis Bull skriver om Gran at han «elsket sitt sprog, han kunde sitte og kjæle for en setning i langsommelige tider, bare for å få den rette rytme i sine ord; og når han skulde stå på et kateter, likte han ikke å la setningene forme sig efter øieblikkets innfall. Han pleide å si om sig selv som bordtaler: «Jeg improviserer altid bedst naar jeg er forberedt», - og noget lignende gjaldt hans vel utarbeidede foredrag, ...»[23]

Jacob Aaland beskriver hvordan det var de halvstuderte røverne som hadde gått på latinskolen, og kanskje til og med vært en tid på universitetet, som var selvskrevet til å få stilling som degn eller klokker.[24]

«Doktor» Fiva var på 1800-tallet en tidligere skredder og vervet soldat som hadde fått opplæring på et militært sykehus «til at aarelade, kopsætte, anlægge Tourniquet og Foreløbig Forbinding» var en kjent kvakksalver med en utstrakt praksis i Nordre Midthordland på 1800-tallet som ble kalt halvstudert røver.[25] Han fikk også sine reseptformler akseptert på byens apotek «da han understreket at han ikke hadde tatt medisinereksamen fordi han ikke kunde være enig med Professorene i alle deres Meninger».[25]

Skråsikkerhet, unyanserte og kategoriske utsagn karakteriserer en halvstudert røver, som kan ha en tendens til å ha sterke meninger på områder hvor kunnskapen er minst.[26]

Det argumenteres for at de kunnskapsmessige begrensinger «en halvstudert røver» har, henger sammen med mindreverdig moralsk gehalt.[27]

Halvstudert røver kan være en «sosial merkelapp» som folk setter på seg selv.[28]

Den Bakvendte familieboken fra 1951 har en mer humoristisk innfallsvinkel, og tilla professor Emil Smith vanen med å karakterisere andre skribenter som «halvstuderte røvere».[29]

På engelsk kalles en halvstudert røver smatterer, noe som også kan oversettes med «fusker i faget».[30][31]

YrkesgrupperRediger

Advokater er sjelden eksperter på alle områder og blir kalt for halvstuderte røvere.[32]

Rask suksess som pengeflytter var ett av åttitallets jappeidealer, og førte til økt tilstrømning til økonomiske utdanninger med ønske om kjapp utdanning som halvstudert røver.[33]

«Journalist» var på 1800-tallet synonymt med «bohem», «halvstudert røver» og andre løsaktige individer.[34]

Gode diktere og gode journalister burde ifølge Sigmund Mjelve være «halvstuderte røvere» på en rekke områder.[35]

Austveg beskriver hvordan enkelte har den holdning at en sosialkurator mangler nødvendig grundighet og kompetanse i de fleste sammenhenger, og derfor er «halvstuderte røvere».[36]

Sykehusleger som kurser seg til litt psykologisk kunnskap hist og pist, kan regnes som «halvstuderte røvere» med kunnskap som ikke egner seg til stort annet enn å trekke gale konklusjoner.[37]

Lærere kan fortone seg som halvstuderte røvere for den faglige ekspertise.[38]

I Kina fantes det i første halvdel av 1900-tallet «halvstuderte røvere» som ikke hadde klart sine offentlige eksamener, men forsørget seg som skrivekyndige for sine naboer som ikke hadde lært å skrive.[39]

Kjente halvstuderte røvereRediger

ReferanserRediger

  1. ^ a b «halvstuderet». Ordbog over det danske Sprog (dansk). Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet. Besøkt 22. august 2014. «halv-studeret, part. adj. (nedsæt.) som er uden grundige (fag)kundskaber. PNSkovgaard.B.96. især (efter Holb.Paars. 67) i forb. en halvstuderet røver, en lidet kyndig person; dilettant. » 
  2. ^ a b Evensberget, Snorre (1923-2010) (1995). Bevingede ord: nær 13000 litterære sitater, historiske ytringer, ordtak og talemåter, sentenser og fyndord. [Oslo]: Kunnskapsforl. s. 346. ISBN 8257306193. 
  3. ^ Bonnevie, Margarete (1884-1970) (1990). Ord som lever. Oslo: Kunnskapsforlaget. s. 40. ISBN 8257303240. 
  4. ^ «halvstuderet røver». Den Danske Ordbog (dansk). Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet. Besøkt 22. august 2014. 
  5. ^ PaxLeksikon. Oslo: Pax forlag. 1980. s. 193. ISBN 8253009798. «Historisk vokste det norske skolevesen fram som et ideologisk instrument for kirken. Landsskoleloven i 1739 var ei oppfølging av konfirmasjonsbestemmelsene. Hovedoppgava var kristendomsundervisning og å lære barna å lese og skrive. Lærerne var prestenes medhjelpere, og klokkeren var den første folkeskolelærer. Lærernes lønn og sosiale status var i denne perioden lav. Omgangskolelærerne fikk kost og losji, lærerne ved de faste skolene fikk sin årslønn, men den var knapt til å leve av. Kortvarige seminarer var ofte lærernes eneste utdanning, og seminaristen var på folkemunne en halvstudert røver og narr.» 
  6. ^ Bull, Francis (1887-1974) (1960). Norges litteratur fra februarrevolusjonen til første verdenskrig. Oslo: Aschehoug. s. 13. «De menn som flokket seg om Schweigaard og Stang, vurderte dannelse og sakkunskap overmåte høyt, men dermed fulgte lett en viss forakt for lekmannsskjønnet og for enhver som de kunne gi betegnelsen "seminarist og halvstudert røver", og deres sans for realiteter var ofte paret med mangel på forståelse av de store utsyn.» 
  7. ^ Egil Frøyland: Verpekassen (s. 100), Pax forlag, ISBN 82-530-0598-9
  8. ^ Bø, Inge (1934-) (1975). Praktisk oppslagsbok for pedagogikk og psykologi: med engelsk-norsk ordliste. Oslo: Universitetsforlaget. s. 183. ISBN 8200014045. 
  9. ^ Kielland, Leif (1973). Skoler og kulturelle oppgaver. Oslo: Tiden. s. 15. ISBN 8210007661. «Kritikken førte til en revisjon, og vi fikk en ny lov om lærerutdannelsen i 1902. Noe av det viktigste ved den nye loven var at udannelsen ble utvidet fra 2 til 3 år. Navnet seminar ble forandret til lærerskole, for om mulig å få vekk betegnelsen seminarist. Denne betegnelsen ble av mange ofte brukt ensbetydende med "halvstudert røver". Det var også ønskelig å gi skolen et mer hjemlig navn.» 
  10. ^ Høigård, Einar (1907-1943) (1963). Den norske skoles historie: en oversikt. Oslo: Cappelen. s. 179. «Loven fra 1902 har to andre hovedpunkter ved siden av utvidelsen av kursets varighet. Navnet seminar ble ombyttet med ordet lærerskole, dels for om mulig å få vekk uttrykket seminarist, som av mange ble brukt ensbetydende med halvstudert røver, dels også for å gi skolen et mer hjemlig navn.» 
  11. ^ Elseth, Egil (1927-2012) (1978). Liv og dikt. [Oslo]: Aschehoug. s. 33. ISBN 8203060617. «Skal vi tro Holberg, og det er det grunn til, ble de par årende på Fron prestegård ingen velsignet tid. Prestens huslærer var en halvstudert røver som nørte kraftig opp under Holbergs livslange, trofaste hat til latinsk drill. Dertil var han en tyrann som elsket å gyve løs på elevene med "kjepper og ris, og daglig å løse deres bukser og besiktige deres rumper". Holberg mente han hørte hjemme på "et galehus", og at han burde "årelates".» 
  12. ^ a b c d e f g h i j Holberg, Ludvig (1684-1754) (1878). Peder Paars: komisk Heltedigt. Kjøbenhavn: Andr. Fred. Høst & Søns Forl. s. 39-61. «Med gotisk skrift» 
  13. ^ a b c d e f g h i j Holberg, Ludvig (1684-1754) (1926). Peder Paars. [Oslo]: Peter Aas. s. 55-72. «Med latinske bokstaver» 
  14. ^ a b Ibsen, Henrik (1828-1906) (1880). De unges forbund: lystspil i fem akter. København: Gyldendal. s. 149-150. 
  15. ^ a b Ibsen, Henrik (1828-1906) (2000). Samlede verker. [Oslo]: Gyldendal. s. 202. 
  16. ^ a b c Wallem, Fredrik B. (1877-1945) (1916). Norske studentersamfund gjennem hundrede aar: 1813 - 2. oktober - 1913. Kristiania: Aschehoug. s. 27-30. «fra Kapittel "Grundlæggelsens aar" STUDENTERLIV OG AKADEMISK STANDSFØLELSE. De færreste av studenterne hadde bekjente i byen at omgaaes med, fortæller en student av det første kuld fra 1813, og offentlige forlysterlser ar der meget faa av. Claus Pavels har en dagboksoptegnelse av 19. april 1815 om studenterlivet i Kristiania: .. Standsfølelsen av tidlig meget utpræget blandt studenterne, og ytret sig overfor officererne men dog især overfor præliminaristerne, som blev set ned paa med samme foragt som den en senere tids akademiske borgere næret overfor "seminarister og halvstuderte røvere". Præliminaristerne var "ikke-studenter", som hadde adgang til "at benytte akademiske Forelæsninger i Modersmaalet over almennyttige Kundskaber i det borgerlige Liv" og som efter absolveret præliminæreksamen kunde faa embeder som jurister, læger, farmaceuter eller prester, vhor der var mangel på akademiske kandidater. Hovedforskjellen mellom studenter og præliminarister var den, at de sidste ikke behøvet kundskap i latin, da alle deres examensopgaver blev git og kunde besvares paa modersmaalet. At bli tat for en "Præl" var for en student en blodig fornærmelse, og da præliminaristerne hadde ord for at leve temmelig vildt, var studenterne meget indignerte over at folk forvkslet de to stæner, og de protesterte gjentagne gange i Samfundsbladet mot at bære ansvaret for "Prælernes" utskeielser".» 
  17. ^ a b Darwin, Charles (1809-1882) (1889). Charles Darwins Liv og Breve med et Kapitel Selvbiografi. Høvik: Bibliothek for de tusen hjem. s. 500. «Dostojevskis Raskolnikov var opprinnelig utgitt og bundet sammen med andre bøker og Nasjonalbiblioteket hadde skannet alle med denne fellestittelen.» 
  18. ^ a b F. M. Dostojewskij (Oversat fra tysk (efter Wilhelm Henckels oversættelse) af Holger Sinding) (1889). Raskolnikov. Roman (norsk). Fagerstrand pr. Høvik: Bibliothek for de tusen hjem. «fra Femte del I Denne Andrej Smjonowitsch var et saft- og kraftløst individ, kirtelsyg og liden af vækst, en underordnet departementsmand, latterlig lyshaaret og med et tyndt, lidet skjæg, der var hans stolthed. Han havde næsten bestandig sure øine; hans hjerte var blødt, men hans tale meget selvbevidst, næsten udfordrende undertiden, - og i betraktning af hans figur naturligvis bestandig komisk. Hos Amalie Iwanowna blev han regnet mellem de bedre lejeboere; han var nemlig ingen drukkenbolt og betalte punktlig; - men summa summaru, saa var og blev Andrej Semjonowitsch dog en temmelig enfoldig person. Han havde med sand lidenskab sluttet sig til fremskridtet og "vor yngre generation" og hørte til den talløse legion av skjøre hoder, aandelige krøblinger og halvstuderte røvere, der straks og ubetinget hakder sig fast i hvilkensomhelst ny opdukkende idé, der er kommet i mode, for at forhutle den og skabe alt, hvad der kommer i berøring med dem, om til dets karikatur, - de kan forresten ha den redeligste vilje af verden til at gjøre det gode.» 
  19. ^ Dostoevskij, F.M. (2000). Forbrytelse og straff. Oslo: Solum. s. 493-494. ISBN 9788256012275. «Oversatt av Jan Brodal» 
  20. ^ Dostoevskij, F.M. (1998). Forbrytelse og straff: roman i seks deler med en epilog. [Oslo]: Gyldendal. s. 322. ISBN 8205256713. 
  21. ^ Dostoevskij, F.M. (1929). Raskolnikof: (forbrytelse og straff) : roman i seks deler med en epilog. Oslo: Nasjonalforl. s. 153-154. 
  22. ^ a b Gran, Gerhard (1856-1925) (1919). Norsk aandsliv i hundrede aar: spredte træk. Kristiania: Aschehoug. s. 186. «Den smule radikalisme som fandtes herhjemme var i sin ydre optræden litet tiltalende for civiliserte mennesker, - høirøstet og langhaaret, altfor folkelig, ikke uklanderlig sirlig, og hvad der var det værste, - ofte svakt funderte, saa at samfundsstøtterne ikke uten grund kunde avvise dens mænd som halvstuderte røvere.» 
  23. ^ Bull, Francis (1887-1974) (1931). Studier og streiftog i norsk litteratur. Oslo: Gyldendal. s. 33. «xx skriver " Gerhard Gran elsket sitt sprog, han kunde sitte og kjæle for en setning i langsommelige tider, bare for å få den rette rytme i sine ord; og når han skulde stå på et kateter, likte han ikke å la setningene forme sig efter øieblikkets innfall. Han pleide å si om sig selv osm bordtaler: "Jeg improviserer altid bedst naar jeg er forberedt", - og noget lignende gjaldt hans vel utarbeidede foredrag, ...» 
  24. ^ Aaland, Jacob (1865-1950) (1932). Nordfjord fraa gamle dagar til no. Nordfjordeidet: Brødrene Totland (i komm.). s. 188. «fra kapittel "Klokkarar eller deknar i Innvik-Stryn 1600-1802" I kvart prestegjeld skulde det etter kyrkje-"ordinantsen" fraa 1539 vera ein klokkar eller dekn. Han skulde hjelpa presten med aa læra born og ungdom naudturvande kristendomskunnskap, styra songen og draga umsut for ringjing med kolleorne i kyrkja; derav namnet klokkar. Klokkarane skulde takast av latinskulane sine læresveinar; men daa latinskulane i fyrste bolk av 1500-aarstalet hadde liten søknad og difor vant kunde skaffa naudturvande presteemner, var det langje uraad aa faa klokkarar fraa desse skulane. En laut i denne tid nøgja seg med dei "subjekter" ein kunde faa, og det kunde daa slumpa, at det var reine landstrykarar ein fekk tak i. I sovorne høve laut ein slaa av paa kravi og nøgja seg med at klokkarane kunde læra borni dei 5 katekismepartar og sovidt mogleg styre kyrkjesongen. Utetter 1600-aarstalet vart det no ko bbetre for høvelege kollaremner. Vanleg hadde klokkarane daa gjenge latinskulen, mange hadde tilmed gjenge ei tid på univeristetet, men ahdde i mange høve lòta gjeve upp studeringi, antan av pengenaud elder avdi dei vanta hovud til aa fullføra studeringi og naa fram til prestekall. Sovorne "halvstuderte røvere" var sjøvskrivne aa faa eit dekne- elder klokkarumbod. Det var sjøvsagt ikkje den mest fullkomne opplæring desse menn kunde gjeva born og ungdom, Men folk var ikkje so kravfulle i den tid som no. I innvik var det daa dei same tilhøve som i andre landsbygder.» 
  25. ^ a b Fossen, Anders Bjarne (1935-) (1996). Askøys historie. [Kleppestø]: [Askøy kommune]. s. 430. ISBN 8299410525. «Det fantes nok også en og annen halvstudert røver som gjorde seg en levevei av å opptre som doktor. Det var bl.a. tilfelle med "doktor Fiva", en tidligere skredder og vervet soldat som hadde fått opplæring på et militært sykehus "til at aarelade, kopsætte, anlægge Tourniquet og Foreløbig Forbinding". Han nøt stor tillit og hadde en utstrakt "praksis" rundt om i Nordre Midthordland. Denne kvakksalveren, skrev distriktslege Herman Jebe i 1877, hadde dessuten lært seg gamle latinske reseptformler som til og med ble akseptert på byens apoteker, ikke minst da han understreket at han ikke hadde tatt medisinereksamen "fordi han ikke kunde være enig med Professorene i alle deres Meninger".» 
  26. ^ Austveg, Berit (1948-) (1994). Helsearbeid og innvandrere: mangfold, sunnhet og sykdom. [Oslo]: TANO. s. 48. ISBN 8251831830. «Vi har alle en tendens til å ha sterkest meninger på de områder hvor vår kunnskap er minst. Begrepet "halvstudert røver" karakteriserer nettopp den som mener å vite noe, men som er altfor kategorisk, unyansert og skråsikker.» 
  27. ^ Torgersen, Ulf (1994). Profesjoner og offentlig sektor. Oslo: TANO. s. 58. ISBN 8251832551. «Men en lang utdanning betyr også en grundig innforlivelse i verdiorienteringer og normative forpliktelser av langt mer presis og yrkesspesifikk karakter, og slike orienteringer forventes av den utdannete yrkesinnehaver like sikkert som faktisk kunnskap. Ja, ligger det ikke i uttrykket "halvstudert røver" nettopp en formodning om at kunnskapsmessige begrensninger går sammen med mindreverdig moralsk gehalt?» 
  28. ^ Stensaasen, Svein (1925-) (1983). Gruppeprosesser: læring og samarbeid i grupper. Oslo: Universitetsforl. s. 21. ISBN 8200065030. «Det omfatter personens syn på sin egen sosiale status (så som oppfatning av sitt kjønn, sitt yrke, mv.), sosiale merkelapper som han eller hun velger å bruke om seg selv (halvstudert røver, forsker, mv.), guppeidentitet (lærerhøgskoleutdannet, tidligere flyger) og jeg-forlengelser i form av ting som han eller hun eier (skiene mine, bøkene mine).» 
  29. ^ Den Bakvendte familieboken: ved tre av dem : Alkoholisme-Åtselgribb. Oslo: Cappelen. 1951. s. spalte 62-63 og 148-149. «Halvstudert røver, overfallsmann som ikke har avsluttet sine studier, Et ofte anvendt uttrykk i norsk kulturpolemikk hvor det med forkjærlighet benyttes av E m i l S m i t h (s. d.). - Smith, E m i l (1859- ), stud. philol., professor i klassisk filologi ved Universitetet i Oslo. Finner over alt paralleller mellom nutiden og antikken, munnhellet «allerede de gamle grekere...» antas å stamme fra S. I sine arbeider (radiokåserier, avisartikler etc.) legger han for dagen en lys tillit til sin hukommelse hva angår kjensgjerninger og data. Denne tillit har han derimot ikke til andre skribenter, som han finner det berettiget å karakterisere som «h a l v s t u d e r t e r ø v e r e») (s.d.). S. har æren av å ha innført den studentikose tone i norsk vitenskap, og har båret Kristiania-ånden fra tiden omkring århundreskiftet med full styrke inn i dagens aktuelle debatt. I daglige kronikker i Dagbladet har S. skapt spenning i språkdebatten ved sine varme innlegg henholdsvis for og imot riksmålet. Her formår han å forene det lærde elitemenneskes distansesyn med det livsnære slangemenneskes evne til å komme folkelige strømninger i møte.» 
  30. ^ Ark, Olav I. (1996). Engelsk-norsk militær ordbok. Oslo: I samarbeid med Forsvarsdepartementet. s. 591. ISBN 8250421957. 
  31. ^ Cappelens store engelsk-norsk ordbok. Oslo: Cappelen. 1968. s. 1054. ISBN 8202090601. 
  32. ^ Den Norske Advokatforening, red. (1973). Forelesninger om advokatgjerningen. Oslo: Universitetsforlaget. s. 19. ISBN 8200048039. «I Johan Hjort sin forelesning "Hvilke krav kan samfunnet og klienten i dag stille til advokaten?" Advokaten kan ikke bli ekspert på alle områder, han får være glad til om han blir en halvstudert røver, men han må lære nok om sakenes fakta til at han på den ene side skjønner sin egen begrensning, og på det annen side kan stille fornuftige spørsmål og forstå de svar han får.» 
  33. ^ Tanks skole (2000). Skjeve gulv: Tanks skole 150 år. Bergen: Tanks skole. s. 238. ISBN 8299550009. 
  34. ^ Sværta: Morgenposten - en gang Norges største avis. [Oslo]: Orion. 1999. ISBN 8245804061. 
  35. ^ Hagen, Alf van der (1962-) (1996). Dialoger. Oslo: Oktober. s. 202. ISBN 8270947164. 
  36. ^ Austveg, Berit (1948-) (1989). Helsearbeid og innvandrere: mangfold, sunnhet og sykdom. [Oslo]: TANO. s. 79. ISBN 8251826829. «Vi møtte den ikke ukjente holdning at en "sosialkurator" er en slags "halvstudert røver" som mangler nødvendig grundighet og kompetanse i de fleste sammenhenger.» 
  37. ^ Heier, Kari (1992). Fra frisk til syk: en beskrivelse av alvorlig kronisk sykes livssituasjon ogderes møte med sykehusekspertisen. Østerås: K. Heier. s. 96. ISBN 8299284104. «Det er således ingen løsning at sykehusleger bruker kostbar tid til å "kurse" seg til litt psykologisk kunnskap hist og pist, en kunnskap som i praksis ikke egner seg til stort annet enn til å trekke gale konklusjoner. Å bli halvstudert røver udi de sjelelige disipliner på bekostning av den somatiske alltid krevende videreutdannelse, er et meget dårlig valg. Legen kan kort sagt ikke fylle alle roller for pasientene, som eventuelt må søke nødvendig mental støtte annet sted.» 
  38. ^ Myhre, Reidar (1917-2005) (1978). Innføring i pedagogikk. Oslo: Fabritius. s. 285. ISBN 8207003553. «For dem som representerer den faglige ekspertise, kan læreren - som vet litt om alt - komme til å fortone seg som en dilettant (et noe mer urant ort for en halvstudert røver).» 
  39. ^ Hansson, P.C. (1947). Femogtyve år i midtens rike: erindringer. Oslo: Aschehoug. s. 255. «I hver landsby finnes det gjerne en "halvstudert røver" som på et tidlig stadium er falt igjennem ved de offentlige eksamener, men som lever av å være skrivekyndig for sine i boklig lærdom ukyndige naboer. Vedkommendes hovmod og arroganse er ofte omvendt proporsjonal med hans kunnskaper.» 
  40. ^ Frihet med ansvar: om høgre utdanning og forskning i Norge : utredning fra et utvalg oppnevnt ved kongelig resolusjon 30. april 1998 : avgitt til Kirke-, utdannings- og forskningsdepartementet 8. mai 2000. Oslo: Statens forvaltningstjeneste, Informasjonsforvaltning. 2000. s. 450. ISBN 8258305255. 
  41. ^ Gylseth, Christopher Hals (1965-) (1997). -seg selv til det ytterste: Øvre Richter Frich og hans forfatterskap. [Oslo]: Cappelen. s. 30. ISBN 8202161983.