Stiftsstad

En stiftsstad er en by som er sete for en biskop. Byen har domkirke med domkapittel og domkirkeforsamling og utgjør dermed sete for et kirkelig stift.

Sammenlign med begrepene residensstad og hovedstad.

Begrepet ble innført etter reformasjonen.

Folkekirkene i de nordiske landRediger

DanmarkRediger

Den danske folkekirken har stiftsstader i København, Helsingør, Roskilde, Odense, Maribo, Ribe, Haderslev, Viborg, Ålborg, Århus og i Nuuk (Godthåb) på Grønland.

FinlandRediger

Den evangelisk-lutherske kirken i Finland har stiftsstadene Åbo, Tammerfors, Uleåborg, Sankt Michel, Borgå, Kuopio, Lappo, Helsingfors og Esbo. Den finske ortodokse kirken har stiftsstadene Joensuu, Helsingfors og Uleåborg

IslandRediger

Den islandske kirken utgjør et eneste stift med Reykjavik som stiftsstad.

NorgeRediger

Den norske kirken hadde stiftsstader fram til 1. januar 1919 då omgrepet bispedømme erstatta stift. Fram til 1919 var Trondheim, Bergen, Oslo, Hamar, Kristiansand, Stavanger (fram til 1682 då Kristiansand overtok) og Tromsø (formelt fra 1844). I en kort periode var Alstahaug (1804−1828) sete for biskopen, men var formelt sett ikke eige stift og dermed heller ikke stiftstad.[1] I dag er disse stadene bispesete med domkirke: Trondheim, Bergen, Oslo, Bodø, Fredrikstad, Hamar, Kristiansand, Molde, Stavanger, Tromsø og Tønsberg.

SverigeRediger

Den svenske kirken har som stiftsstader Uppsala, Linköping, Skara, Strängnäs, Västerås, Växjö, Lund, Göteborg, Karlstad, Härnösand, Luleå, Visby og Stockholm.

ReferanserRediger