Åpne hovedmenyen

Republikanerne (dikt)

dikt av Johan Sebastian Welhaven

«Republikanerne» er et dikt fra 1832 skrevet av Johan Sebastian Welhaven. Det er et av Welhavens mest kjente dikt, og inneholder den kjente og ofte siterte avslutningsstrofen «De hadde champagne, men rørte den ei.».

HandlingRediger

Diktet behandler den politiske situasjonen umiddelbart etter Slaget ved Ostrołęka, der russerne knuste det polske opprøret. Handlingen utspiller seg på en kafé i Paris, hyppig besøkt av de unge, revolusjonære studentene.

En av disse reiser seg for å holde en flammende tale om det polske opprøret da en ukjent mann reiser seg og minner om slaget ved Ostrolenka, der han var med. Hans bitterhet demper de unge idealistene, som til slutt lar champagnen stå urørt på bordet.

TolkningRediger

En vanlig tolkning av diktet er at det er ment som et angrep på Henrik Wergeland og hans krets, og at den bitre soldaten er et bilde på Welhaven selv. Det har ellers vært sett som en generell kritikk av idealister og deres manglende virkelighetssans.

Ved å sammenligne Welhavens dikt med Wergelands dikt Det befriede Europa 1831 får man ytterligere grunnlag for en diskusjon om form og innhold.

TekstenRediger

Welhaven utga diktet i bokform i 1839.[1] I opprinnelige språkdrakt:

Republikanerne

Ved Barrière de la Santé
ligger en ydmyg liden Kaffee.
En gammeldags Stue er al dens Plads,
der er ei Forgyldning, der bruges ei Gas.
Den har en Søgning, der sjelden brister,
af Etudianter og smaa Artister;
og kommer ei disse, da eier den dog
en stillere Gjæst i sin dunkle Krog.
Der vandrer omkring i den straalende Stad
en skibbruden Flok, der aldrig er glad;
der møder dem Ingen med Smil eller Nik,
de færdes i Sværmen med slukkede Blik.
Pauvres honteux! De søge et Hjem;
en ringe Kaffee er det bedste for dem.
Nu er det Midnat, der sidder en Gjæst
endnu ved sit Bord med en Sukkervandsrest.
Hans Ansigt er falmet, hans Dragt er grov,
hans Linned er reent, og hans Hænder er smukke
han støtter sit Hoved, som om han sov —
der er saa tyst; man kan høre ham sukke.

Dog, mens han sidder i dette Ly,
aabner man Døren med Bulder og Gny;
det er en Skare af Ungersvende
med stærke Moustacher, med Øine, der brænde.
De fløite og nynne en smuk Melodi,
en Sang af den Stumme fra Portici.
Nourrit har iaften fra Scenen vakt
de fyrige Toners koglende Magt;
de rulle den jublende Flok gjennem Blodet,
nu har den igjen Republiken i Ho’det.

De sætte sig matte; men atter fra Stolen
springer der En og bestiger et Bord,
han siger med rungende, vingede Ord:
”Forsamling giv Agt, jeg vil tale om Polen!”

Det var en Tale som flammende Krudt;
o, der blev stormet og spiddet og skudt.
De Franskes Konge og Raad og Kammer
gik op med Kreml i de samme Flammer;
men frem af de kolde russiske Grave
steg atter en Hær af Napoleons Brave;
de kæmpede med, de rystede Jorden
med Faner som Storm, med Ørne som Torden.
Paa Warschaus Mure stod atter Fama
og læste for Verden et fransk Proklama,
at nu var Historiens sidste Knude
løsnet for evigt, og Stykket ude.
Den frie Mand og den frie Kvinde
blev proklameret i alle Vinde;
Europas Kongres forsamled sig bedst
i Polens Skjød mellem Øst og Vest,
i Warschau reistes Kongressens Salon,
og dertil en Støtte for Saint Simon.

Da jublede Flokken, og atter det lød:
”Champagne, Garçon, paa Tyrannernes Død!”
Men just da de løste den skummende Drik
saae de en Fremmed med studsende Blik;
thi Proppen fløi mod den selsomme Mand,
der sad i en Krog med sit Sukkervand.
„Drik,“ raabte de Alle, „Champagnen er god,
vort Bæger er helligt; drik, har Du Mod!“

”Jeg drikker ei Viin, om stærk eller mild;
dens Sødme er vammel, jeg hader dens Ild.
Jeg sidder med Gru paa mit Livs Ruin,
mit Bæger er tømt; jeg drikker ei Viin.”

Da blev der et Gny; de kaldte ham Træl;
de raabte paa Skjændsel, paa Hevn og Duel.
Han viste sit Bryst — hvor det var skrammet,
af streifende Kugler, af Klinger rammet! —
”I Daarer; det er Ostrolenkas Merke.
Har I vel fattet, hvor det kan værke?
Der er ingen Lise for denne Kval;
den kan ikke blunde for Sladder og Pral.
Der er ingen Gjæk saa vindig og svag,
han sminker sig jo med mit dybeste Nag,
min hedeste Bøn, mit eneste Gode,
er kommen paa lallende Tunger i Mode. —
Tilside Drenge, giver mig Rum!
Himlen har Stjerner, Natten er stum.”

De saa paa hverandre. Han vandred sin Vei.
De havde Champagne, men rørte den ei.

En noe modernisert versjon ble utgitt i 1873 i antologien Norsk Lyrik : 1814-1873 i Udvalg.[2]

ReferanserRediger

  1. ^ Welhaven, J.S. (1839). Digte. Christiania: i Commission hos Johan Dahl. 
  2. ^ Kristian Winterhjelm (red.) (1873). «Norsk Lyrik: 1814-1873 i Udvalg» (norsk). Cammermeyer. Besøkt 29. mars 2018. 

Eksterne lenkerRediger