Lully Krohn
Frederikke Louise Krohn (født 1862, død 1947), kalt Lully, var en norsk skuespiller.
| Lully Krohn | |||
|---|---|---|---|
 | |||
| Født | 1862 | ||
| Død | 1947 | ||
| Beskjeftigelse | Skuespiller | ||
| Far | Georg Herman Krohn | ||
| Mor | Olufine Sullustad | ||
| Søsken | Georg Monrad Krohn Michael Krohn Olaf Krohn | ||
| Nasjonalitet | Norge | ||
| Gravlagt | Vår Frelsers gravlund[1] | ||
Familie rediger
Lully Krohn var datter av skuespilleren Georg Herman Krohn (1831–1870). Hun var søster av tegneren Olaf Krohn (1863–1933), ingeniøren Georg Monrad Krohn (1865–1934) og skuespilleren og oversetteren Michael Krohn (1867–1918). Hennes bror Georg Monrad Krohn var far til skuespilleren Lillebil Ibsen (1899-1989).
Karriere rediger
Lully Krohn var en av de første til å spille rollen som Hedvig i Henrik Ibsens stykke Vildanden.[2] Christiania Theaters oppsetning av Vildanden ble anmeldt (anonymt) i Morgenbladet i Kristiania tre ganger på en uke. Den 12. januar 1885 skrev avisen om hennes innsats:
«Frøken Krohns Gjengivelse af Hedvig vandt og vil fremdeles vinde megen Paaskjønnelse.»[3]
Den 14. januar 1885 skrev avisen:
«Christiania Theater gav igaar "Vildanden" for anden Gang. Huset var ikke fuldt, formentlig paa Grund af Uveiret. Bifaldet faldt adskilligt sparsommere end isøndags. Mest Bifald lød der efter 4de Akts Slutning, hvor særlig Frk. Krohns Spil syntes at vinde megen Paaskjønnelse.»
Og den 15. januar 1885 skrev Morgenbladet en lang artikkel om stykket og Christiania teaters oppsetning. Lully Krohns innsats ga avisen følgende karakteristikk:
«En glædelig Overraskelse maa det vistnok siges, at Frøken Krohn´s Hedvig har beredt os. At give med Naturlighed, men mere ogsaa kunstnerisk forstaaet og behersket det rent barnlige, parret med Frembrud af stærk Følelse, saaledes som det her fordres, er en særdeles vanskelig Opgave; Fremstillingen vil lettelig blive enten for tung eller for overfladisk, forlidet barnlig eller det modsatte, og man kunde hos den unge Kunstnerinde ikke vente, at hun skulde formaa at skabe et i alle Henseender saa sikkert og dybt følt og saa smukt og virkningsfuldt gjennemført Billede. Særlig er hendes fortvivlede Sorg over Hjalmars Bortgang i 4de Akt sand og gribende.»
Også anmelderen i Verdens Gang var begeistret. Den 13. januar 1885 stod følgende beskrivelse av Lully Krohn som Hedvig på trykk i Verdens Gang:
«Stor Interesse knyttede sig til Frøken Krohns Rolle. Den unge Kunstnerinde udførte den paa en Maade, som gjorde hende til Aftenens Helt. Der var en Finhed, Følelse og Skjønhed i hendes Fremstilling af den unge Pige, som gik lige til Hjertet. En meget væsentlig Del af Æren for, at Stykket gik, som det gik, tilkommer hende. Da Publikum til Slutning gjorde de mest energiske, men forgjæves Forsøg paa at faa en Fremkaldelse af de rollehavende istand, raabtes der ogsaa stærkest og mest vedholdende paa hendes Navn.» [4]
Holger Sinding i Ny Illustreret Tidende berømmet også Lully Krohns skuespillerprestasjoner i rollen som Hedvig:
«Om Besættelsen af de øvrige, større Roller kunde der, naar Hedvig undtages, neppe rejses Tvil. Rollen blev overladt Frk. Krohn. Man var enige om, at hun for Øjeblikket omtrent var den eneste af Theatrets yngre Damer, i hvis Naturel, Art af Begavelse og ydre Person, man øjnede Betingelser for at kunne løse Opgaven saaledes, at det tragiske ikke blev for stærkt fremhævet paa det barnliges Bekostning, eller omvendt en Jagen efter "sød, barnlig Naivitet" ikke trykkede Figuren flad i traditionel, ingenuemæssig Pjattethed. Men man var dog ligefuldt en Smule ængstelig for Udfaldet. Det var første Gang Frk. Krohn prøvede sin Begavelse paa en Opgave af denne Art, og saa var Opgaven en af de sværeste, som overhovedet kan gives en scenisk Kunstner.
Men hun løste den; hun løste den overraskende godt. Hendes Opfatning og Karakteristisk var aldrig overfladisk eller tynd, og træffende rigtig paa alle væsentlige Punkter. Hedvigs rørende Skikkelse tabte i hendes Fremstilling intet af sin skære Poesi; tvertimod var dette væsentlige Moment i den Figur, Frk. Krohn havde skabt, saa rigt og samtidig saa kunstnerisk behersket tilstede, at jeg er vis paa, hun her har givet alt, hvad Ibsen selv har villet. Men det voldsomme Udbrud i fjerde Akt, og saa femte Akt med den dybe, indadvendte Jammer, der faar Udtryk i en eneste Replik, "Vildanden!", - kunde hun ogsaa holde denne Side af Rollen oppe uden at forløfte sig paa den? Det var navnlig paa dette Punkt, vi følte en vis Ængstelse, - og desto større var vor Glæde over at finde Ængstelsen unødvendig. Vi havde frygtet to Ting: Enten gir hun sig over og lar det skure, som det kan, eller hun skruer sig op i indholdsløs Pathos. Og saa mødte der os en Smerte, ikke alene dyb og ægte i sit Indhold, men ogsaa sikker i Valget af ydre Midler. Og hvad der endelig giver Frk. Krohns Hedvig sit største kunstneriske Værd, var at Figuren herunder ikke faldt i to, men at begge Sider var sammensmeltet til en enkelt, hel Skikkelse, der var ligesaa klar i sit indre Væsen, som sikker i sin ydre Form. At Frk. Krohn har løst denne vanskelige Opgave paa en saa overraskende heldig Maade, bør være et Fingerpeg for hendes fremtidige Anvendelse.»[5]
Referanser rediger
- ^ «Begravde i Oslo», besøkt 19. juni 2019[Hentet fra Wikidata]
- ^ Omtale av Vildandens premiere på Nasjonalbibliotekets nettside.
- ^ Anmeldelse av Vildanden gjengitt på www.ibsen.net.
- ^ Verdens Gangs anmeldelse av Vildanden gjengitt på www.ibsen.net.
- ^ H. Sindings anmeldelse av Vildanden i Ny Illustreret Tidende, Nr. 3, Årg. 12 (1885) s. 23-24, gjengitt på www.ibsen.net.