Tuberkuloseplakaten
Kampen mot tuberkulosen tok til i Norge etter det var blitt påvist at tuberkulose var en smittsom sykdom, en infeksjonssykdom, hvilket i Norge ble hevdet av blant andre Ernst F. Lochmann (1820–91) i 1874[1] og medisinaldirektøren i 1879, samt at tuberkelbakterien var blitt påvist i 1882. Samme utvikling var det i andre land.[2] Et av de første tiltakene var tuberkuloseplakaten fra 1889, en plakat som ble opphengt over hele Norge på offentlige plasser.
.jpg)
Det norske legemøtet i 1889 rediger
Tuberkuloseplakaten ble enstemmig vedtatt i 1889 på det norske legemøtet i Bergen.[3] Plakaten ble utarbeidet av legene Klaus Hanssen, F. G. Gade og Hans Juell. Den var en stor seier for Klaus Hanssen, som allerede tatt opp kampen mot tuberkulose blant norske leger, men møtte motstand fordi mange trodde tuberkulose var arvelig, eller var motstandere av tvang.[4]
Det var F.G. Gade som innledet debatten på det norske legemøtet i 1889. "På enkelte hold reises nok tvil om tuberkulosens spesifikke natur, men det overveiende antall leger er dog enig i at uten tuberkelbasiller ingen tuberkulose, men mange spørsmål står endnu å løse for vitenskapen. Skulle vi vente på at alle var enige og alle spørsmål utredet, kommer vi aldri til praktisk handling." Etter innlegget la Klaus Hanssen frem forslaget om tuberkuloseplakaten.[5]
Distribusjon av tuberkuloseplakaten rediger
Tuberkuloseplakaten ble utdelt og opphengt bare 7 år etter at den tyske legen Robert Koch oppdaget at tuberkulose forårsakes av bakterien Mycobacterium tuberculosis. Året etter, i 1890, ble "Lov angaaende særegne Foranstaltninger mod tuberkuløse Sygdomme", også kallet Tuberkuloseloven, vedtatt 8. mai.[6][7]
Tuberkuloseplakaten ble utgitt av det norske Justisdepartementet.[8] Den ble trykt opp i 10.000 eksemplarer og sendt ut til alle sogn i Norge for opphenging på offentlige steder.[9]
Målet med tuberkuloseplakaten rediger
Tuberkuloseplakatens mål var å beskytte imot smitten fra tuberkuløses avsondringer av enhver art og sørge for desinfektion.[2] Den var også en forløper til Tuberkuloseloven, som kom noen år senere.
Teksten på tuberkuloseplakaten rediger
Oversatt etter original tuberkuloseplakat.[10]
"Forholdsregler mod
Lungetæring
og dermed beslægtede Sygdomme,
vedtagne paa den norske Lægeforenings Møde i Bergen 27de August 1889 og af Lægeforeningens bestyrelse anbefalet Landets Lægger til Uddeling til Patienter samt Sundhedskommisjonerne til Bekjendtgjørelse.
____
Tæring er en Sopsygdom; naar Soppen, den saakaldte Tuberkelbacille, trænger ind i Legemet, som oftest i Lungene, og formerer sig der, udvikles Sygdommen. I udsondringer fra de saaledes angrebne Dele af Legemet følger Sopsygen med. Derfor indeholder som oftest Spyttet fra tæringssyge store Mængder Tuberkelbaciller. Disse er saa yrende smaa, at de, når Spyttet tørrer ind, kan hvirvles op i Luften som Støv og paa forskjellig Vis trænge ind i Kroppen; med Tuberkelbacillerne overføres da også Sygdommen til andre Mennesker. Tuberkelbacillerne fra syge Lunger følger kun med Spyttet, ikke med Luften, som udaandes. Man behøver derfor ikke at frygte for at omgaaes lungesyge, naar kun den fornødne Forsiktighed og Renslighed anvendes. For at modarbeide Tæringens Udbredelse, er det nødvendigt med yderste Omhyggelighed at tilintegjøre alle Sygdomsspirer, som findes i Spyttet. Følgende Regler maa derfor strengt overholdes:
1. I Rum, hvor tæringssyge findes, maa altid herske den største Renslighed. Rummene maa daglig udluftes, selv midt paa Vinteren; Gulv, Vægge, Tag og Møbler ofte rengjøres. Afstøvning foretages med fugtige Klude. Gulvet kan ogsaa feies med Kost eller Lime, efterat det er godt overtvættet med vand. Feieskarnet brændes. Gangklæder, som ikke er i Brug, maa ikke opbevares i Rum, hvori den syge opholder sig. Den Syges Gang- og Sengklæder bør hyppig, helst daglig, bankes og børstes i fri luft. Skindfelder bør ikke bruges af syge. Næringsmidler, især Melk, maa ikke henstå i Rum, hvor den syge færdes.
2. Den syge maa aldrig spytte paa Gulvet eller i Lommetørklæde, men enten i krus, hvori lidt Vand (tilsat Karbolsyre), eller i Spyttebakke af Metall eller Stentøi, fyldt med Ener eller Sagmug. Spyttebakken eller Kruset tømmes og vaskes mindst to Gange daglig. Indholdet bør helst brændes, det kan ogsaa kastes på Bingen eller i Søen eller nedgraves.
3. Alt Linned, som den syge bruger paa sin Krop eller i sin Seng, bør hyppig skiftes, og det brugte lægges i vand, indtil det kan renses. Ved Kogning, helst i Sæbevand, i 1/2 Time ødelægges Smitten. Gjenstander, som ikke taaler Kogning, renses ved at ligge 24 Timer i rindende Vand efterat være sæbevasket.
4. Den syge maa aldrig ligge i seng sammen med andre (selv om han er tilsyneladende frisk og arbeidsfør); helst bør han have sit eget Soverum, der stadig maa udluftes.
5. Naar en tæringssyg er sengeliggende, bør ikke andre end den, som pleier ham, opholde sig længere Tid ad Gangen i Sygerummet. Især bør man paase, at ikke svagelige unge Mennesker og Børn opholder sig der, navnlig i Tiderm da de almindelige Børnesygdomme hersker.
6. Den syge maa have sine egne Tobakspiber, Kopper, Glas ogskeer, der ikke benyttes af noen anden. At kysse en tæringssyg kan medføre Fare. Heller ikke maa tæringssyge benyttes til Barnepiger.
8. Det Rum, hvor en tæringssyg har ligget, bør andre ikke flytte ind i, før det er gjort smittefritt. Dette gjøres ved at vaske Vægge og Gulv med Sæbe og Børste. Udover Gulvet slaaes rigelig Karbolvand (5 : 100), der blir liggende og tørrer ind. Er der Tapet paa Væggene, gnides xxx to gange over med mygt Brød eller fugtig Klud; Brødkrummerne samles omhyggelig op og brændes. Derefter vaskes Gulvet og overgydes rigelig med Karbolvand, som ovenfor nevnt. Da umalede og især upanelede Vægge med mange Sprækker neppe kan gjøres smittefri ved almindelig Vask, bør man, hvor Forholdene i Huset tillader det, oversprøite Væggene, efterat de er renvaskede, med en kraftig Vandsprøite (f. Ex. fra en Askuransesprøite). Straalen bør især sættes ind i alle Sprækker.
9. Seng- og Gangklæder maa ikke benyttes af andre, før de er gjorte smittefrie. Dette kan ske enten ved Kogning i 1/2 Time eller i sterilt indrettede Desinfektionsovne; lader dette sig ikke gjøre, bør Klæderne ophænges paa et luftigt, tørt og solrigt Sted, godt adskilte fra andre Klæder, og hænge et Aar, før de tages i Brug igjen.
10. Gamle Huse, hvori flere Sæt Beboere efter hinanden har været angrebne af Tæring, bør helst henstaa ubeboede mindst et Aar.
11. Den, der pleier en sengeliggende tæringssyg, maa behandle den syges Spyt og andre Udtømmelser med Forsigtighed og vaske sig omhyggeligt, naar han har stilt dermed; Pleieren bør ogsaa daglig gaa mindst en Times Tid i fri luft."
Referanser rediger
- ^ Arkivstoff fra norsk lungemedisin
- ^ a b http://tidsskriftet.no/article/3172046
- ^ Holmboe, M. (1895). Forslag til offentlige Foranstaltninger mod Tuberkulosen. s. 19.
- ^ Fra Christie til Nordahl Grieg: XIII Bergenske kulturpersonligheter. Bergen: Eide. 1945. s. 191.
- ^ Erichsen, Rolv Werner (1960). Streif fra Nasjonalforeningens 50-årige historie: Nasjonalforeningen mot tuberkulosen for folkehelsen 1910 - 29. juni - 1960. Oslo: Aschehoug. s. 20.
- ^ Clausen, Roald (1989). Vefsn sanatorium 1915-1985. Mosjøen: Stiftelsen Vefsn sanatorium. s. 9. ISBN 8290349149.
- ^ Holmboe, M. (1895). Forslag til offentlige Foranstaltninger mod Tuberkulosen. s. 21.
- ^ Diskussion i Det medicinske Selskab i Kristiania over detaf D'Hrr. M. Holmboe og Klaus Hanssen fremsatte Forslag til Lov angaaende Forholdsregler mod Tuberkulosen i Norge. [Kristiania]: [s.n.] 1897. s. 13.
- ^ «Arkivert kopi». Arkivert fra originalen 5. mars 2016. Besøkt 26. januar 2015.
- ^ Innskannet kopi av Tuberkuloseplakaten fra Arkivverket. Arkivert 4. februar 2006 hos Wayback Machine.
