Åpne hovedmenyen

Monarkianisme (av gresk μόνος, mónos: «alene», «eneste» og ἄρχειν, árchein: «herske») er betegnelse for en teologisk lære i oldtiden som betonte Guds enhet på en slik måte at Kristi guddommelighet kunne fremstå som sterkt begrenset. Det er et samlebegrep for en uensartet gruppe av teologiske ansatser innenfor kristendommen i tiden etter det 2. århundre. Det dreier seg ikke om en selvbetegnelse for en bestemt skole eller et begrep for et ensartet teologisk system.

Monarkianismen var delt i to retninger, hvorav den ene, den dynamiske monarkianisme, adoptianisme eller sabellianisme etter Sabellius, oppfattet Kristus som en selvstendig kraft (gr. dynamis), der var utgått fra Gud til mennesket Jesus, mens den annen, den modalistiske monarkianisme (modalisme eller modal monarkianisme), tenkte seg ham som en blott fremtredelsesform (modus) for Gud.

Om bakgrunden skriver den danske teologiske forfatter Grane:

Apologeternes logoskristologi, som videreførtes af senere teologer, var blevet til i et forsøg på at redegøre for hvorledes den evige, uforanderlige Gud kunne være skaber af den timelige verden. Men netop nødvendigheden af at skelne mellem Gud og Kristos-logos [Joh 1] syntes at true monoteismens renhed. Det er derfor ikke underligt at en kritik snart blev højlydt i et forsøg på at komme tilbage, bag om logoslæren [Justinus], til en streng fastholdelse af Guds enhed.
Denne bevægelse har man betegnet som monarkianisme, dvs en bestræbelse på at beskytte og opretholde Guds monarki, hans eneherredømme. Men afviste man logoslæren, stod i grunden kun to muligheder åbne: enten måtte man tage forløseren helt ud af den guddommelige sfære og sige, at han væsentligt set kun var menneske, eller man måtte direkte identificere ham men Gud. Begge disse muligheder, der i en vis forstand kan siges at være hinandens modsatte, idet uviljen mod logos-kristologien er det eneste der forener dem, blev forsøgt.[1]

KilderRediger

ReferanserRediger

  1. ^ Grane, 1973, s. 79