Christian Holst (prest)
Christian Poulsen Holst (født 14. april 1743 i Røyken, død 13. november 1824) var en norsk prest i Røyken. Christian Holst ble undervist av sin far som var prest og privat dimittert til universitetsstudier i København i 1760.
| Christian Holst | |||
|---|---|---|---|
| Født | 14. apr. 1743[1][2][3] | ||
| Død | 13. nov. 1824[1][2][3] (81 år) | ||
| Beskjeftigelse | Prest | ||
| Embete | |||
| Barn | Poul Christian Holst | ||
| Nasjonalitet | Norge | ||
Etter å ha tatt examen artium og anneneksamen ved universitetet med laud reiste han tilbake til Norge og ble huslærer. I 1766 tok han teologisk embetseksamen, og kom 19. november i tjeneste hos sin far i Røyken. Han ble sokneprest samme sted i 1775. Holst mottok i 1821 borgerdådsmedaljen, og ble etter 50 års prestetjeneste kalt til prost for Drammen prosti 1822-23.
Holst ble første gang gift med prestedatteren Marthe Grønbech i 1775. Hans andre hustru var Marthe Grønvold, som var datter av en oberstløytnant.
Utdrag fra «Plankekjørerne» rediger
Det ryktet som heftet ved Røykenpresten, at han var svarteboksprest og hadde sin utdannelse fra Wittenberg, savner grunnlag i virkeligheten, ettersom han faktisk studerte i København. Påstander skyldes sagnet som hefter ved såkalte svarteboksprester at de etter endt presteutdannelse hadde fortsatt studiene i svartekunste ved Nedgangsskolen. Det er om Christian Holst at Peter Chr. Asbjørnsen gjenforteller de kraftfulle sagnene om å mane Fanden i stykket «Plankekjørerne» i Norske Huldre-Eventyr og Folkesagn, Anden Samling (s. 103-108):
« … Nei real Karl maa det være; han maa inte være foret med Brisk og Baghun og inte fare med Filler og Fanteri, den som skal mane Fanden. Svarteboka maa han skjønne ligesaagodt som Kakjisma og vel saa det.
«Det var sandt det, Anders Smestad-Bakken,» sagde Soldaten. «Jeg har hørt om en Præst, som var Karl til det. Det var Røkenpræsten. Morbror min fortalte det, for han var derude paa Branæs og i Røkenbygden. Han havde Svarteboka, og han kunde læse i den ligesaa godt fremlængs som baglængs, og han kunde løse og binde paa een Gang. Gud bevars for Mand det var baade til at lægge ud og til at mane Fanden. Det var en Gang, mens Morbror min var saadan en Fremslænging, saa var han med ham en Søndagseftermiddag nede paa Tangen hos En, som Fanden drev saadant et forskrækkeligt Spil med – det var nok en Kjøbmand, tror jeg. Det havde været Mange, baade Præster og Andre, som havde prøvet sig med ham det beste de kunde; men der var ikke nogen Raad skabt, for Fanden blev værre og værre med hver Dag. Tilsidst saa sendte de Bud efter Røkenpræsten. Det var endda lidt ud paa Høsten i den værste Høstbløden. Ja han kjørte ned til Gullaug i Lier og satte over Drammensfjorden til Tangen om Søndagseftermiddag, og Morbror min var med; men aldrig før var han kommen ind der, før det tog paa at pibe og hvine i hver evige Væggesprunge. Men saa sagde Røkenpræsten:
'Det hjælper ikke, at du piber, du faar flytte.' Han havde ikke sagt det, før Fanden for op igjennem Skorstenspiben som en svart Røg, og det var mangfoldige Mennesker, som saa ham. Saa blev det roligt da, maa vide, og Præsten satte over Fjorden igjen og kjørte hjemover. Men da han var kommet et Stykke op i Gullaugkleven, saa blev det mørkt, og allerbedst som de kjørte – han Morbror gik endda udmed, – saa ryger Kariolaxelen af paa to Steder, saa Hjulene trillede nedover Kleven.
'Haa haa, er du slig Karl!' sagde Røkenpræsten, 'saa skal du Pine Død ogsaa faa Noget at bære paa.' – 'Sett dig paa Per og hold dig vel fast,' sagde han til han Morbror. Da kan det vel hænde det gikk. Saa fort er aldrig noget Menneske kommet fra Bakken til Grini; for det sagde Morbror han gladelig skulde gaa til Things og dø paa, at de for mere bortigjennem Veiret som en Skjekte, end de holdt sig til Veien. Men naar de holdt sig til Marken en liden Stub, sprudede Sølen og Gnisterne om Ørene paa dem, saa de saa ud værre end Fanden, da de kom frem til Præstegaarden.
'Nu skal du have Tak for Skydsen, Gutten min,' sagde Røkenpræsten – En kan nok vide, det var Fanden han sagde det til – 'men gaa nu efter Kariolhjulene mine i Gullaugkleven og sveis Axelen, du brød istykker, saa kan vi være kvit for denne Gangen,' sagde han, og Morbror han havde ikke faaet op den ene Sælepinden, før Kariolaxelen var som da de reiste af Gaarden med den; men det lugtede Svovl baade af Hesten og Kariolen vist over tre Uger efter.
Men saa var det siden en Gang han Morbror tjente paa Huseby i Lier, at Fanden holdt saadant Leven paa Store-Valle hos han Aage Sandaker, at de næsten ikke kunde faa Fred for ham hverken Dag eller Nat. For denne Aage Sandaker havde solgt Sjælen sin til ham, har jeg hørt; vist er det, at det ikke fandtes en slemmere Krop paa mange Mil. De sagde, at Fanden hjalp ham med Alting, og hele Bygden laa han i Krangleri med. Men saa var det en Nat, han Morbror kom kjørendes med et Plankelas fra Svangstranden, og da han kom forbi Store-Valle, hørte han, at der var Folk derinde; de slog i Bordet og var uens. Han holdt og lod Hesten hvile lidt for Moro Skyld, for han tænkte, det altid kunde blive Slagsmaal; men saa med Eet fik han se saa skjellig, at Fanden stod med Benene i Tag-Gluggen og bøiede sig ned til Stuevinduet, og han var saa lang, at han maatte slaa Bugt paa sig, saa han stod kroget som en Felebue. Men ret som det var, tog han til at dundre paa Vinduesposten, saa han Morbror blev rent fælen, for det var akkurat, som Tordenen skulde skrelde og smelde, og saa slog han paa og kjørte alt det han kunde.
Saa var det en anden Gang, de spilte Kort der og bandte og turnerte. Det gik saa rent galt med de Andre, men Sandakeren vandt den ene Kulen efter den anden og spilte dem mest til Fant. Ret som det var, faldt der et Kort paa Gulvet for en av dem, og han bøiede sig ned og skulde tage det op; men saa fik han se, at Fanden sad under Bordet og hjalp Sandakeren, og Labben havde han slaaet om Bordfoden. Saa sendte de Bud efter Røkenpræsten, og han kom strax, for han var ikke længe om at komme afsted, naar han skulde mane. Han tændte to Kirkelys og satte dem paa Bordet. Saasnart han havde begyndt at læsa op, slap Fanden Bordfoden og kastede Kortlegen efter Præsten, saa arg var han.
'Tænker du at faa mig ut, Christian Svartsærk?' sagde Fanden. 'Du er en Tyveknegt, for du har stjaalet et Traadnøste og en Brødskalk!'
'Traadnøstet tog jeg for at bøde min Brok, og Brødskalken for at stille min Hunger,' svarede Præsten og manede igjen. Men Fanden vilde ikke ud. Da tog Præsten til at mane og mane, saa det begyndte at brage og knage i Fanden, for det brød ham for haardt.
'Faar jeg Lov at gaa gjennem Piben?' sagde Fanden.
'Nei,' svarede Præsten, for havde han faaet Lov til det, havde han revet Taget med sig, kanskje da.
'Faar jeg Lov til at gaa igjennem Nøglehullet da,' sagde Fanden igjen.
'Nei, her skal du ud, min Mand!' sagde Præsten og borede et lidet Hul paa Vinduesblyet med en Stoppenaal. Og der maatte han ud, enten han peb eller laat, men ud maatte han.
Saa var det stilt en Stund. Men mot den Tid, at han Aage skulde til at dø, begyndte Fanden at grassere igjen i Lier, og det baade paa Store-Valle og andetsteds. Paa den Tid var der en Gjente i en Plads under Linnæs, som havde faaet en Løsunge. En Søndagsaften som hun stod paa Vigerbroen og kopte og glante ned i Vandet, kom han til hende som en stor sort Hund og slikkede hende paa Haanden, og med det samme kastede hun Ungen til Elvs. Og paa Store-Valle blev han rent desperat, og det var nu ikke at undres over, for han gik der og ventede det ene Aaret efter det andet, paa at han Aage skulde slukne; men han Aage levede ligefuldt han, og tilsidst troede Folk mest, at han havde snydt Fanden ogsaa. Ja, det var mykje til Karl den Aage, men styggere Mand kunde Ingen se. Nu ja, de vidste ingen anden Raad da end at sende Bud paa Røkenpræsten igjen. Da han vel var kommen ind og havde sagt 'God Kveld,' saa skulde han sætte sig ned paa en Stol. Men i det samme kom det En og nappede Stolen unda ham, saa hele Præsten dat i Gulvet.
'Kom med en tom Brændevinsbuttel, Mor,' sagde Præsten – da var han bleven sindt –, og da han havde faaet den, tog han til at mane og mane, saa det ordentlig krak i alle dem, som i Stuen var. Og allerbedst som det var, kom Fanden indigjennem Nøglelhullet, og saa krøb han og peb og vispede med Rumpen som en Hund bortover Gulvet til Røkenpræsten, og ned i Brændevinsbuttelen maatte han. Da han vel var kommen nedi, slog Præsten i en Kork, og saa sagde han: 'Nu skal du Fanden gale mig være min Gris.'
Siden den Tid fornam de ikke noget til Fanden paa Store-Valle. 'Det var Sugg til Præst!' udbrød en af Kjørerne.»
Det er to viden berømte vandresagn som Asbjørnsen har fått tillagt Christian Holst, nemlig Fanden som fjerde hjul på vogna (ML 3010) og Kortspillerne og Fanden (ML 3015).
I krangel om frukttrær og hekseri rediger
Det rent mytiske tar fullstendig overhånd når det gjelder vitnesbyrd fra Christian Holsts embetsgjerninger, men mye tyder også på at han var en diskusjonsglad og stridbar natur. Med tanke på det rykte han hadde ervervet om å være svarteboksprest, var det en oppsiktsvekkende kontrovers han la ut på med presten Christian Teilman (1743–1821) på Modum. Selv om diskusjonen dreide seg om noe så trivielt som fruktdyrking og hagestell, fikk Holst det innfall å titulere stridsskriftet Lys i Mørket om den bekjendte Hexeproces paa Modum .... Argumentasjonen i det lille oktavheftet ble ellers holdt i en forholdsvis nøktern stil.
Året etter, i 1800, svarte Teilman på anklagene med å anføre nettopp de folkelige fortellingene som i samtiden verserte omkring Holsts person: «Mulig han ogsaa sigter til den Reputation han staar i hos den overtroiske Almue at besidde frem for alle nulevende Præster Cyprianus og de magiske Kunster.»
Christian Holst var far til stortingsrepresentant og statsråd Poul Christian Holst og farfar til senere kammerherre Christian Holst. Barnebarnet arvet blant annet prestens store skatoll, som senere kom til å pryde hans kongelige tjenestebolig i Palæet som lå på nåværende Christian Frederiks plass.
Referanser rediger
- ^ a b Stortinget og statsraadet: 1814–1914. B. 1 D. 1 : Biografier A-K, side(r) 399[Hentet fra Wikidata]
- ^ a b Store norske leksikon, Store norske leksikon-ID Christian_Holst[Hentet fra Wikidata]
- ^ a b Norsk biografisk leksikon, oppført som “Røykenpresten”, Norsk biografisk leksikon ID Christian_Holst, besøkt 9. oktober 2017[Hentet fra Wikidata]
Litteratur rediger
- Peter Chr. Asbjørnsen: Norske Huldre-Eventyr og Folkesagn. Anden forøgede Udgave. P.F. Steensballes Forlag. Christiania 1866.
- Christian Holst: Lys i Mørket om den bekjendte Hexeproces paa Modum med et Par Ord til Sognepræsten Hr. Tejlman af Qvid. parce – scelerare. Kiøbenhavn 1799.
- Christian Teilman: Anviisning til Norske Frugttræskoler at anlægge og vedligeholde, udfunden ved 25 Aars egenhændige Øvelse, og til almindelig Nytte bekjendtgjort. Kjøbenhavn 1797.
- Christian Teilman: Tilbørlig Tak til Hr. C. Holst for hans «Lys i Mørket»; hvorved gives Efterretning om den Modumske Frugttræplantnings nyeste Fremgang. Kjøbenhavn 1800.