Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 8, 2014

The Kinks, 1965
The Kinks, 1965

The Kinks var en engelsk rockgruppe centreret omkring brødrene Ray og Dave Davies, der voksede op i Nordlondon. Gruppen, der blev dannet i 1964 og spillede indtil 1996, anerkendes bredt som et af de vigtigste og mest indflydelsesrige rocknavne i sin tid. Deres musik var influeret af mange genrer, herunder rhythm and blues, britisk music hall, folkemusik og country. Ray Davies (forsanger, rytmeguitar) og Dave Davies (leadguitar, kor) var med i gruppen i hele dens 32 år lange levetid. De to øvrige oprindelige medlemmer, Pete Quaife (basguitar, kor) og Mick Avory (trommer, percussion), blev erstattet af henholdsvis John Dalton i 1969 og Bob Henrit i 1984.

Gruppen fik sit gennembrud i 1964 med sin tredje single, "You Really Got Me". Nummeret blev et internationalt hit og nåede toppen af hitlisten i Storbritannien og i top 10 i USA. Gruppens storhedstid var fra midten af 1960'erne til begyndelsen af 1970'erne, hvor gruppen udgav en stribe singler og album, der både var salgsmæssige successer og rost af kritikerne. Gruppens sange er senere blevet spillet af yngre navne som Van Halen, The Jam og The Pretenders.

I 1990 blev gruppens fire oprindelige medlemmer optaget i Rock and Roll Hall of Fame, og de blev optaget i den britiske musiks Hall of Fame i 2005. ► Læs mere