Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 44, 2012

Kirsten Piils Kilde
Kirsten Piils Kilde

Kirsten Piils Kilde er en kilde i Dyrehaven ved Jægersborg, tæt på Dyrehavsbakken.

Ifølge overleveringen blev kilden fundet i 1583 af en Kirsten Piil, om hvem man i øvrigt ikke ved andet, end at hun skulle have været en from kvinde. Hendes tilknytning til kilden medførte, at man regnede kildens vand som helbredende, hvilket fik mange til at valfarte til stedet i en periode, indtil den tilsyneladende blev glemt igen. Da Dyrehaven i 1670 blev indhegnet, sandede kilden til, og den blev i den tilstand genfundet i 1732, hvorpå lokale mæcener fik den genoprettet. På den tid opnåede kilden i lighed med andre naturkilder interesse fra Københavns befolkning, der havde svært ved at finde rent vand i byen, hvorfor de drog ud i omegnen for at drikke af det klare, kolde vand, der igen blev opfattet som helbredende.

I midten af det 18. århundrede fik gøglere og beværtere tilladelse til at slå telte om omkring Kirsten Piils Kilde, og i løbet af få år gik Dyrehaven fra at være kongens private have til at være helt åben og tilgængelig for offentligheden. Det nuværende monument tog i den forbindelse form med rocailler i sandsten. Monumentet er i et par omgange senere blevet restaureret.

Søgningen til kilden blev snart stor, godt hjulpet af, at kong Frederik 4. hvert år kom og drak af kilden Sankthans aften, og efterhånden blev det til en tradition, at der var tre uger med særlig festivitas. Snart blev trængslen så stor, at teltholderne blev flyttet til der, hvor nu Dyrehavsbakken ligger. Samtidig var kilden fortsat mål for de fleste folks besøg, og der blev her samlet ind til fattige folk i omegnen. ► Læs mere