Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 29, 2018

Vilhelm Erobreren på Bayeuxtapetet
Vilhelm Erobreren på Bayeuxtapetet

Vilhelm Erobreren (ca. 1028-1087) var den første normanniske konge af England, der regerede fra 1066 til sin død i 1087. Han var hertug af Normandiet fra 1035 og påbegyndte den normanniske erobring af England i 1066. Resten af hans liv var præget af kampe om at få konsolideret sin magt over England og landområder på kontinentet samt problemer med hans ældste søn.

Vilhelm var søn af Robert 1. af Normandiet og hans elskerinde Herleva. Vilhelms uægte status og hans unge alder skabte problemer for ham, da han efterfulgte sin fader. I 1047 formåede Vilhelm at knuse et oprør og begynde at etablere sin autoritet i hertugdømmet, som var en proces, der kom til at foregå helt frem til 1060.

Vilhelm blev en spiller i kampen om den engelske krone efter den barnløse Edvard Bekenderen, og invaderede England i september 1066, og vandt en overbevisende sejr under slaget ved Hastings. Skønt han vendte tilbage til Normandiet, lykkedes det ham at bevare grebet om England. Hans styre i England var præget af opførelsen af borge, en ny normannisk adelstand der bosatte sig og en ændring i den engelske gejstlighed. ► Læs mere