Elvina går til sin faders borg

«Elina går i sin faders borg» er et dikt med tittelen Nattevanderinden, skrevet av den danske dikteren Bernhard Severin Ingemann. Diktet ble først trykt i diktsamlingen «Procne» i 1813. Utover på 1800-tallet ble teksten spredd i skillingstrykk. Det er blitt sunget til flere melodier.

Diktet tilhørerer den tidlige romantikkens periode. Det kan oppfattes som et forsvar av bror-søsterincest, men necrofil incest er sterk kost også i skrekkromantisk kontekst.

Alf Prøysen presenterte det i sin visespalte i «Magasinet for alle» årgang 1957.

Teksten

som den sto i Procne.

1.Elina gaaer i sin Faders Borg
I sorte, flagrende Klæder,
Hun synes at skjule dyb Hjertesorg;
Men aldrig hun sukker eller græder:
Hver Dag hun svinder som Dugg for Sol,
Hun seer det og smiler med stille Taal,
Bekymret den Moder tit spørger:
"Siig Dotter! hvorfore du sørger!

2.Hvi er dit Øye så sygt og mat?
Hvi er dine Kinder så blege?
Og hvor er din Gang ved midjenat?
Naar Søvn ditt Legem skal qvæge?"
"Ak! Moder, jeg elsker ei Dagens lys;
Men Natten er mig saa vennlig tys,
Og gaaer jeg ved Midnattstide,
Og seer på de Stjerner så blide."

3."O! vogt dig, Stjernen er vist ei blid,
som Pigens Hjerte besnærer;
Og Maaneskinnet gjør Kinden hvid,
Og Midnatttaagen udtærer."
"Lad tæres Legem, lad blegne Kind!
Men sød er dog Stjerne og Maaneskin
Og Lillien haver jeg funnen,
Som kun dufter i Midnatstunden.

4.Den Moder sukker, og tier qvær;
Men vil sitt Forsæt fordølge:
Ved Nat hun Pigen bortvandre seer,
Saa sagte hun efter mon følge.
Bag Haugen ligger en Kirkegaard,
Didhen den sørgende Pige gaaer,
Bag Kirkemuren bortsvæver,
Den Moder det skuer og bæver.

5.I Natten lyser en Marmelsteen,
Til Stenen den pigelil vanker:
"Stat op, min Elskede! kom, min Ven!"
Paa Graven hun saktelig banker.
Brat revner Stenen, og underfuld
En Dødning stiger af sorten Muld;
 – Ak! hellige Christ! dig forbarme! -
Hun synker udi hans Arme.

6.Hun læner sit Hoved op til hans Bryst,
Tæt Læber med Læber sig møde,
Og Pigen hensmelter i rædsomme Lyst,
Og klynger sig fast til den Døde;
Paa Graven de sidde som Brudgom og Brud,
Og hviske saa sagte i Natten ut:
"O! Yngling, naar vil du modtage
For evig din elskede Mage.

7."I Morgen Pige du vorder min Viv,
Saa skal jeg dig evig omarme;
Thi nu har jeg drukket dit sidste Liv,
Udsuget din siste Varme,
Ved kirkegaardsdøren den Moder staar,
Og gyser og hører de Rædselsord,
Hun blegner og styrter til Jorden,
Som knust af Himmelens Torden,

8.Ak! beed for din syndige Sjæl en Bøn!
Beed Barn! og flye med din Moder!
O! vee dig Dødning! – du est min Søn,
O! Dotter, det er din Broder”.
Den Døde hører det Angestskrig,
Og bleg og langsom han hæver sig:
”Tie stille Moder! Tie stille!
Ei Blod kan Sjælene adskille.

9.Paa Jorden gjelder det store Bud;
Men ikke i Aandenes Rige,
I Døden vorde vi Brudgom og Brud
Hos Gud samles Lige med Lige.
Gak hjem, og tag din Dotter ved Haand!
I Morgen samles vi Aand med Aand,
Farvel – hør Hanerne gale,
De Døde til Graven de kalde.