Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 50, 2008

Yggdrasil i islandsk manuskript
Yggdrasil i islandsk manuskript

Nordisk kosmologi er det religiøse verdensbillede, som kommer til udtryk i den nordiske religion. Ingen af kilderne tegner et specielt klart billede af kosmologien, men de peger alligevel på et generelt helhedsbillede. De beskriver en verden, der er delt mellem forskellige overnaturlige magter. Og læst i sammenhæng viser de mange myter et overordnet kronologisk forløb, som strækker sig fra verdens begyndelse og egentlige skabelse, over urtidens mytologiske begivenheder, til verdens undergang i Ragnarok og efterfølgende nyskabelse.

Ifølge Snorres, forfatteren til den Yngre Edda, var verden delt i 9 heimar (bosteder) som er placeret i tre forskellige niveauer. De blev skabt af Odin, Vile og Ve ud af urjætten Ymers krop. Hver af disse verdner var et af de mytologiske væsners (vætter) æts hjemland; Asgård var fx gudeslægten asernes hjemland. Myterne fortalte således både om et kosmisk rum og en kosmisk tid. Den vigtigste skillelinje i verden var skellet mellem kultur og natur; verden, som den så ud i myterne, var skabt af guderne, ikke ud af intet, men ud fra det oprindelige naturlige materiale; en begivenhed, der gav den en ny og kvalitativt bedre form. Der var ingen almægtige kræfter i denne verden; guderne var blot dominerende, og kunne udelukkende holde naturkræfterne i skak i kraft af deres større magt og kløgt. Disse naturkræfter blev repræsenteret af jætterne. Indtil kaosuhyrerne brød løs og den kosmologiske orden brød sammen, var det muligt at opretholde magtbalancen mellem de guddommelige væsner; når det skete Ragnarok ville blive sat i gang. Læs mere