Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 47, 2015
Borgerkrigen i Syrien er en igangværende konflikt om, hvordan og af hvem Syrien skal ledes. Konflikten havde i begyndelsen karakter af en fredelig protest imod menneskerettighedskrænkelser, manglende indflydelse, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært etpartistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2000 hans søn Bashar al-Assad.
Den 15. marts 2011 brød demonstrationer ud i Daraa og flere andre byer i Syrien. Det skete som en del af den kæde af protester hen over den arabiske verden, som blev kendt som Det Arabiske Forår, hvor folkemængder i en række arabiske lande blandt andre afsatte præsidenterne i Tunesien, Egypten og Yemen. Det syriske regime slog hårdt ned på demonstranterne fra begyndelsen og mange oprørere blev dræbt.
Forskellige fraktioner deltager i oprøret heriblandt Den Frie Syriske Hær, og islamistiske krigere fra Jabhat al-Nusra eller Islamisk Stat (IS), som tidligere var en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak. Revolutionen er i dag blevet en regulær krig – med aktører fra hele regionen på begge parters side og dødstal omkring 200.000. Den libanesiske Hizbollah-milits har siden 2013 deltaget i konflikten på den syriske hærs side, og det syriske regime modtager militær støtte fra Rusland og Iran, mens lande som Qatar, Saudi-Arabien, Tyrkiet og USA leverer våben til de syriske oprørere.
Begivenhederne i Syrien har udviklet sig fra en kamp om rettigheder og demokrati til i stigende grad at handle om sekterisk had mellem regionens to store religioner, sunni- og shiaislam og om realpolitisk rivalisering mellem regionens store magter. Mere end fire millioner syrere er fordrevet, og mere end tre millioner syrere er flygtet ud af landet. Ligeledes er millioner af syrere blevet efterladte i dårlige levevilkår med mangel på mad og drikkevand. ► Læs mere