Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 47, 2013

Rødlos
Rødlos

Rødlos (Lynx rufus) er et nordamerikask rovdyr i kattefamilien. Der findes tolv underarter, som er udbredt fra det sydlige Canada over det meste af USA til det nordlige Mexico. Rødlossen er et tilpasningsdygtigt rovdyr, som holder til både i skovområder, halvørkener, sumpe og i udkanten af byer.

Med sin grå til brune pels, fremtrædende knurhår og sorte øreduske ligner rødlossen de øvrige arter i den mellemstore losslægt. Den er mindre end den canadiske los, mens den er omtrent dobbelt så stor som huskatten. Den har sorte bånd på benene og en sort spids på den korte og tykke hale.

Den spiser kaniner og harer, men jagter alt fra insekter og små gnavere til hjorte. Som de fleste kattedyr lever rødlossen ensomt i sit revir. Den bruger en række forskellige teknikker for at markere reviret, blandt andet med klomærker eller udsondring af urin og afføring. Rødlossen har løbetid fra vinter til forår, og drægtigheden varer i cirka to måneder.

Til trods for omfattende jagt har bestanden holdt sig stabil. Det sky rovdyr forekommer i de nordamerikanske indianeres mytologi og i de europæiske nybyggeres folklore. ► Læs mere