Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 46, 2012

Airbus A330 fra Lufthansa
Airbus A330 fra Lufthansa

Airbus A330 er et wide-body to-motorers jetfly produceret af Airbus – en afdeling af EADS. De forskellige versioner af A330 har rækkevidder på 7400 til 13.430 kilometer og kan transportere op til 335 passagerer på to klasser eller 70 tons gods.

A330-modellen kan spore sine rødder tilbage til 1970'erne som en af flere foreslåede videreudviklinger af Airbus' første jetfly A300. A330 udvikledes parallelt med A340-modellen, og de to nye modeller blev lanceret i juni 1987, efter at der var modtaget ordrer fra flere forskellige kunder. A330 var Airbus' første flytype, der kunne fås med tre forskellige motorer: General Electric CF6, Pratt & Whitney PW4000 og Rolls-Royce Trent 700.

A330-300, den første variant, fløj første gang i november 1992 og indgik for første gang i almindelig passagertrafik med Air Inter i januar 1994. Den lidt kortere A330-200-variant kom i 1998 og har vist sig mere populær. Efterfølgende er der udviklet flere A330-varianter, heriblandt en speciel fragtversion, A330-200F, og en militær lufttanker, A330 MRTT.

A330 har givet Airbus en større markedsandel på wide-body-markedet. Flyselskaberne har valgt A330 som erstatning for de mindre økonomiske trijets over andre konkurrerende to-motorers modeller. Konkurrenten Boeing har siden udviklet flere flytyper i samme klasse, og Airbus' nye A350 vil også indgå i dette wide-body-marked. Pr. maj 2012 var der bestilt 1199 A330-fly af hvilke 879 var leveret. ► Læs mere