Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 41, 2007
Ubuntu er en vidt udbredt Linuxdistribution, som er baseret på Debian GNU/Linux. Distributionen fokuserer i højere grad end Debian på brugervenlighed. F.eks. bruges sudo
-kommandoen ofte til administratoradgang, og Ubiquity-værktøjet gør det muligt at installere Ubuntu direkte fra dens live-cd. Derudover har Ubuntu også meget fokus på regelmæssigt at udgive nye versioner, nem installation og frihed fra juridiske restriktioner, og er hovedsageligt tiltænkt som et moderne frit styresystem til den gennemsnitlige computerbruger.
Ubuntu sponsoreres af Canonical Ltd., et privat firma grundlagt af den sydafrikanske mangemillionær Mark Shuttleworth. Derudover har distributionen også et omfattende fællesskab, som hjælper nye brugere i gang.
Distributionens navn kommer fra zulu- og xhosa-begrebet ubuntu, der ikke har én præcis, alment anerkendt oversættelse, men som i hvert fald betegner en form for fællesskab. Ubuntus motto, Linux for Human Beings ("Linux for mennesker"), sammenfatter et af projektets primære mål – at gøre Linux nemmere at bruge.
Ubuntu udgives i en ny version hver 6. måned, hvilket er oftere end Debian; hver ny version kommer kort efter nye GNOME-udgivelser. Den nyeste version, Ubuntu 7.04 (Feisty Fawn), blev udgivet 19. april 2007. Version 7.10 (Gutsy Gibbon) er sat til at blive udgivet 18. oktober 2007.
Kubuntu og Xubuntu er officielle underprojekter af Ubuntuprojektet, med de mål at bringe KDE og Xfce skrivebordsmiljøerne til Ubuntukernen. Edubuntu er et officielt underprojekt "designet til skolemiljøer, og bør være lige passende for børn at bruge hjemme." Læs mere