Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 35, 2006
Læsø er den største ø i Kattegat. Øen strækker sig over et areal på 101,22 km2 og har 2.091 indbyggere (2006). Den ligger cirka midtvejs mellem Frederikshavn og Göteborg. Øen er blandt andet kendt for saltsydning og sine tangtage. Øen et populært feriemål for især danskere, tyskere, nordmænd og svenskere. Gennem feriesæsonen er der mulighed for at overnatte på de mange hoteller foruden på øens vandrehjem og to campingpladser.
Blandt seværdighederne på øen er Torvald Hansens 17 meter høje udsigtstårn, rekonstruktionen af en saltsydehytte fra middelalderen, Læsø Museum og de mange naturområder, øen også er kendt for. Gennem mange år var øen desuden kendt for den såkaldte "bi-krig", som stod mellem henholdsvis biavlere, der foretrækker den gule bi og avlere, der foretrækker den brune bi.
Læsø er i dag en selvstændig kommune, hvilket den vil fortsætte med at være efter kommunesammenlægningen, som træder i kraft 1. januar 2007. Både før og efter denne kommunesammenlægning udgør øen Danmarks mindste kommune. Øen har ligesom andre småsamfund i Danmark oplevet en generel tilbagegang i befolkningen gennem de sidste 10 til 20 år. Sammen med øen Anholt er den en del af det danske ørkenbælte. Den har tre byer: Byrum, Vesterø og Østerby, hvor Byrum er den største. De fleste kommer til Læsø via færgeforbindelsen fra Frederikshavn, som anløber Læsø i Vesterø Havn.