Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 22, 2017

Oversigt over etaperne i Giro d'Italia 2009
Oversigt over etaperne i Giro d'Italia 2009

1. til 11. etape af Giro d'Italia 2009 fandt sted mellem 9. og 20. maj. Løbet fortsatte 21. maj med 12. etape. Den første etape var, som den havde været det siden 2007, en holdtidskørsel. Som de fleste Grand Tours har det for vane, startede løbet med en række flade etaper, der lå til sprinterne. På disse etaper konkurrerede blandt andre Alessandro Petacchi og Mark Cavendish om etapesejrene. Petacchi tog to etapesejre, mens Cavendish tog tre individuelle etapesejre samt var med i sejren på første etapes holdtidskørsel.

Tre kuperede etaper lå i slutningen af løbets første uge samt starten af dets anden uge. Disse etaper førte Giroen gennem Østrig og Schweiz, før den igen vendte tilbage til Italien. Hver af disse etaper tog mere end fem timer at køre – ifølge rytterne var den regn, der faldt hver dag, kombineret med de besværligheder, de forskellige op- og nedkørsler udgjorde, forhold, der gjorde etaperne usikre. Denne holdning blev potentielt gyldiggjort af de livstruende skader, Pedro Horrillo pådrog sig på ottende etape, da han styrtede på en nedkørsel. Den niende etape skulle have været et storslået kriterium som fejring af Giroens 100-års-jubilæum, men endte i en kollektiv protest fra rytterne over sikkerhedsforholdene i løbet. Protesten betød, at etapen blev neutraliseret, og alle ryttere fik noteret samme tid som etapevinderen.

Tiende etape var dette års Giros længste og mest bjergrige og var en af løbets to kongeetaper. Danilo Di Luca vandt etapen og udbyggede dermed sin føring før løbets anden halvdel. ► Læs mere