Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 20, 2015

Vilhelm Milthers
Vilhelm Milthers

Poul Christian Vilhelm Madsen Milthers (1865-1962) var en dansk kvartærgeolog, som især var kendt for sit arbejde med ledeblokmetoden, hvor man ud fra bjergartsbestemmelse af stenene i en moræne kan afgøre, fra hvilken retning den tilhørende gletsjer er kommet. Han foretog talrige optællinger af ledeblokke i Danmark, Tyskland, Polen og andre lande til belysning af de skandinaviske gletsjeres udbredelse.

Milthers foretog omfattende undersøgelser af glaciale landskabsformer og påviste fx, at de markante bakkedrag, Odsherredbuerne var randmoræner dannet under sidste istid. Efter sin opdagelse af en interglacial mose ved Brørup var Milthers med til at fastslå, hvordan disse moser under sidste istid var blevet dækket med flydejord, og hvordan i større perspektiv hele det sydvestjyske område, der ikke havde været isdækket under sidste istid, havde fået sine landskabsformer.

Milthers foretog også mange undersøgelser inden for anvendt geologi, blandt andet kortlægning af mergelforekomster til brug ved jordforbedring og eftersøgning af brunkul, som både under verdenskrigene udgjorde en væsentlig del af den danske energiforsyning. ► Læs mere