Samarbejdspolitikken

Samarbejdspolitikken var det politiske samarbeid som de ledende danske partiene førte med den tyske okkupasjonsmakten under andre verdenskrig fra april 1940 til august 1943.

Symbol på samarbeidspolitikken, den danske statsminister Erik Scavenius og den tyske sendemann, Reichsbevollmächtiger Werner Best utenfor Christiansborg.

Som ledd i samarbeidspolitikken ble det dannet samlingsregjeringer bestående av de fire største partiene, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Samarbeidspolitikken er et omstridt emne i okkupasjonens historie, og det er stadig meget delte meninger om hvorvidt den var en fordel for Danmark.[1]

Dessuten kan det diskuteres hvorvidt uttrykket «samarbejdspolitik» er en korrekt betegnelse, da et samarbeid forutsetter frivillighet. Denne frivilligheten var ikke til stede for de danske politikerne overfor den tyske okkupasjonsmakten. Politikerne ble bestandig presset til å gi innrømmelser og tilpasse seg, og det var således tale om en innrømmelses-, tilpasnings- eller forhandlingspolitikk heller enn et frivillig samarbeid. Da tysk gesandt i København, Cecil von Renthe-Fink, forlangte å få fjernet sosialdemokratene Hartvig Frisch,[2] Hans Hedtoft, H.C. Hansen og den konservative handelsministeren John Christmas Møller fra regjeringen pga deres fiendtlige holdning til nazismen, måtte den danske regjeringen velge mellom enten å holde på sin politiske uavhengighet (og dermed regne med å bli avsatt til fordel for en marionettregjering som i andre tyskokkuperte land, deriblant Norge) - eller ofre noen fremstående politikere fordi tyskerne ikke likte dem. Som det minste av to onder valgte man det siste. Regjeringen ga dermed etter for tyskernes krav og ofret de fire politikerne, som også selv var enige i dette.[3]

Erik Scavenius var utenriks- og senere statsminister i denne perioden, etter press fra kongen som hadde nektet å godta et ministerium der P. Munch fortsatte.[4][5] Scavenius stod for en gjennomført samarbeidspolitikk ut fra et oppfatning av at Danmark ikke lot seg forsvare militært, og derfor måtte holde seg inne med overmakten. Han vant tyskernes tillit ved sin blanding av imøtekommenhet som forebyggelse, samt en forhalende forhandlingsteknikk i håp om å beholde mest mulig suverenitet. Scavenius tok selv ansvaret for samarbeidet og stod for sitt valg, men dette vakte i økende grad motvilje i store deler av den danske befolkningen, særlig etter at den tyske krigslykken snudde med nederlaget i Stalingrad. Med den danske generalstreiken i august 1943 («augustopprøret 1943»)[6] brøt samarbeidspolitikken sammen. Etter frigjøringen i 1945 ble Scavenius sterkt kritisert for sin holdning under okkupasjonen, men forsvarte seg godt.[7]

Sabotasjeaktiviteten - særlig i Odense og Esbjerg - tiltok voldsomt i juli 1943 og var særlig rettet mot virksomheter som arbeidet for eller leverte til okkupasjonsmakten, slik som togene som fraktet matforsyninger til Tyskland. Tyskerne så seg nødt til å innføre nattlig portforbud lokalt, noe som utløste streiker og gateuro med dansker i klammeri med tyske soldater. Motstandsbevegelsen fortsatte sabotasjen og oppfordret til utvidelse av streikene. Den danske regjeringen ble snart presset av okkupasjonsmakten til å gjenopprette ro og orden. Fagbevegelsens ledelse og arbeidsgiverne støttet dem i dette, men mislyktes. Hitler sendte bud etter Reichsbevollmächtiger Werner Best som mottok en alvorlig irettesettelse for forholdene i Danmark, og et ultimatum til den danske regjering om å innføre unntakstilstand, nattlig portforbud, særdomstoler og dødsstraff for sabotasje, samt forby streiker og ansamlinger av folk. Partiene i den danske regjeringen avviste Hilers krav, og regjeringen etterkom dette. Werner Best måtte se den danske regjering, Rigsdagen og Christian 10. nedlegge sine funksjoner. 29. august 1943 ble dansk militær avvæpnet av Wehrmacht i sammenstøt som kostet 23 danske og 5 tyske soldater livet. Deler av den danske flåten ble senket av mannskapet eller forsøkt seilt til Sverige; men de fleste fartøyene ble overtatt av tysk marine.[8]

Referanser rediger

  1. ^ Barfoed (red., Niels (2006): Samarbejde/Modstand - et stadigt dilemma (refereret Arkivert 19. september 2013 hos Wayback Machine. af Peter Yding Brunbech på "historie-online"). København: Gyldendal, ISBN 978-87-02-05152-0, hentet 21. april 2011.
  2. ^ https://biografiskleksikon.lex.dk/Hartvig_Frisch
  3. ^ «Arkivert kopi». Arkivert fra originalen 1. desember 2020. Besøkt 8. januar 2021. 
  4. ^ Jespersen, Knud J. V. (2007): Rytterkongen (refereret Arkivert 11. mars 2013 hos Wayback Machine. af Erik Helmer Pedersen på "historie-online"). København: Gyldendal, ISBN 978-87-02-04135-4, hentet 21. april 2011.
  5. ^ Danstrup, John - Hal Koch (red.) (1962-66): Politikens Danmarks Historie, Bind 14, Besættelse og atomtid 1939-1965, side 86, På danske biblioteker Arkivert 14. mars 2012 hos Wayback Machine., hentet 21. april 2011.
  6. ^ https://faktalink.dk/folkeskolens-historiekanon-24-augustoproret-jodeaktionen-1943
  7. ^ https://denstoredanske.lex.dk/Erik_Scavenius
  8. ^ https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/29-august-1943-augustoproeret/

Litteratur rediger

  • Andersen, Steen (2003). Danmark i det tyske storrum. København: Lindhardt og Ringhof. ISBN 87-595-2074-4. 
  • Kirchhoff, Hans (2001). Samarbejde og modstand under besættelsen. Odense: Odense Universitetsforlag. ISBN 87-7838-457-5. 

Eksterne lenker rediger